Forberedelser til næste tur

De næste eventyr ligger for døren, og om få dage drager vi af sted igen. Denne gang på en lidt anderledes tur end vi plejer. Destinationen er Thailand, men det er ikke destinationen der afviger fra normalen, men rejse formen. Denne tur er for hele familien, dvs. min kone Marie, min datter Sofie (16 måneder) og jeg skal på tur sammen. Det siger sig selv at der kræver særlige forberedelser når man rejser med børn på denne alder.

Målet med turen

Målet med denne tur er mest af alt at lære vores datter, Sofie, at rejse fra helt lille af. På denne måde forventer vi at kunne have hende med de næste mange år så vi kan vise hende hvilken fantastisk verden vi lever i. Selvfølgelig håber vi også at producere en række spændende billeder og få en masse spændende oplevelser.

Destinationen Thailand gemmer på et væld af spændende kulturelle motiver samt en unik natur som alt sammen er meget tilgængeligt, selv med små utrænede ben. Det er disse gemmer som er det fotografiske mål for turen, med templer og elefanter højt på ønsk listen over motiver vi regner med at fotografere. Der er også en særlig slange som Brian har et stort ønske om at fotografere igen. Denne slange er en meget almindelig liansnog (Ahetulla nasuta), som er udbredt over det meste af Thailand. Vi fandt mange slanger af denne art sidste gang vi besøgte Thailand, men desværre var de fotografiske evner ikke så øvede på dette tidspunkt, og derfor er denne art ikke repræsenteret i vores arkiv. Det er dog ikke den bedste til på året for at finde slange da vores rejse ligger i slutningen af tørtiden.

Brian med lian snog, Thailand 2004. Netop denne slange står højt på listen over ønske motiver. (foto: Marie Olsen)

Destinationen

Hvorfor faldt valget netop på Thailand? Fordi Thailand har en række nemt tilgængelige natur og kultur områder, som er til at besøge selv med meget små børn, og fordi Thaierne er meget venlige overfor børn. Vi har rejst i Thailand før og kender derfor lidt til landet.

Vi har valgt selv at køre rundt, da det giver os en anden frihed, end hvis vi var afhængig af arrangeret transport, vi har dog ikke noget ønske om at forsøge os med trafikken i Bangkok, og har derfor arrangeret at leje bil i udkanten af byen. Det var ligeledes et stort krav for os at der var mulighed for at leje en autostol til Sofie, dette viste sig at være en større opgave, men til sidst lykkedes det hos Budget

Vores rute tager os fra Bangkok, hvor vi har et par dage, til Khao Yai NP, hvor vi har en lille uge, også videre til Thailands næst største ø Koh Chang, hvor vi vil bruge lidt over en uge på at udforske øens indre regnskov, opsøge den lokale befolkning og sidst men ikke mindst skal vi også besøge et elefant "sanctuary", hvor vi vil få nogle unikke muligheder for at komme helt tæt på elefanterne og deres mahutter.

Forberedelse

For at en sådan tur skal forløbe planmæssigt, kræver det en del forberedelse, og derfor har turen fyldt en del i vores hverdag de sidste par uger. Der er mange ting man skal huske at tænke på inden afrejse, hvor skal vi bo når vi kommer frem, hvordan kommer vi rundt og hvad skal vi spise, vigtigere endnu, hvad siger Sofie til denne omvæltning. Alle disse ting plejer ikke at fylde lige så meget i vores planlægning som det har gjort denne gang, men det har været strengt nødvendigt, fordi vi rejser med et lille barn. Selve turen skal selvfølgelig også planlægges godt, så man øger sine chancer for at opleve noget unikt mest muligt, uden at det bliver for overvældende for en lille en på kun lidt over et år. Til alt dette må man søge til Litteraturen og nettet, hvor man kan gøre nytte af andres erfaringer.

Vi har lavet pakke lister, som er blevet noget længere efter Sofie er kommet med, da hun har lidt andre krav end vi har. Når listen er lavet skal det også planlægges hvordan man skal transportere alt det grej, og hvilke tasker er mest praktiske. En anden meget vigtig ting er, hvordan holder man sig under flyselskabets grænse for baggange når man skal have en 17kg tung klapvogn, kameraudstyr og alt det andet med.

Kamera udstyret skal prioriteres, så man ikke mangler noget, men samtidig ikke kommer til at slæbe rundt på for meget, som man aldrig fik brug for. Fordi vi på denne tur har valgt at leje en bil, kan vi have mere udstyr med end det ellers var praktisk, og derfor indeholder vores fototaske denne gang en hel del. Fotokittet er opbygget sådan at vi har en mindre taske med hvor vi kan udvælge de vigtigste dele til det område vi er i, også lade resten ligge i bilen eller på hotellet.

Udstyr

Fotoudstyret er blevet finpudset, renset og gjordt klar til turen og på denne tur indeholder foto kittet følgende:

  • LowePro Photo Trekker AW (kan rumme alt det medbragte udstyr, og kan medbringes ombord på flyveren)
  • LowePro Stealth Reporter D300 AW
  • Nikon D300 (m. greb)
  • Nikkor 10,5mm fisheye
  • Sigma 10-20mm
  • Nikkor 17-55mm
  • Nikkor 70-200mm
  • Nikkor 105mm (micro)
  • Telekonverter 1,4
  • 1 Nikon SB 900
  • 2 Nikon SB 800
  • CF kort
  • Filtre
  • 2 Manfrotto "justin clamp" (er ved at blive testet, senere vil der komme mere om dem her på siden)
  • WD 320GB ekstern harddisk (til backup)
  • Lader, batterier og alt det løse.

Alt dette havde en samlet vægt på omkring ti kilo, men vi håber på at den vil blive tilladt som "carry on" baggange. Vi medbringer også en 17" bærbar computer til at gennemse dagens resultater, og til at holde kontakten med DK.

Her er alt udstyret pakket ned. Fra højre øverst, SB800, SB800, 70-200mm, lader, SB900, WD 320GB, D300 m. 17-55mm, ledninger samt flash tilbehør, 10-20mm, 105mm og sidst men ikke mindst 10,5mm (Foto IXUS 860IS)

Efter alt forberedelsen, er det bare at håbe på at alt går som det er planlagt, og at vores kære datter, tager godt imod alt det nye. følg med her på siden for at læse om hvordan turen forløb, og for at se nogle af de billeder der kommer ud af turen.