Det personlige fotoprojekt II: heldigvis går intet som planlagt

Det personlige fotoprojekt del 2 (ud af et sted mellem 3 og 100 cirka). Lesson learned indtil videre: intet går, som planlagt, når man arbejder med fotografi. Og det er lige, som det skal være. Og så skal man i øvrigt lytte til sit hjerte og lade være med at tænke for meget

Som du måske husker, begyndte jeg på mit fotoprojekt sidste vinter, da jeg flyttede til en anden bydel i Randers. Arbejdstitlen var oprindeligt noget med ”hverdagen og hjemme”. Men livet med fotografiet er ikke blot en tilstand, det er en dynamisk tilstand, og tingene ændrer sig.

Ja, i virkeligheden er det livet, der ændrer sig. Du ændrer dig, og jeg ændrer mig. Derfor ændrer tilgangen til fotografiet sig også, da billederne opstår gennem dig, dine oplevelser, din livserfaring, dit syn på verden omkring dig. Du skaber dine billeder, dit kamera gør ikke.

Min yngste datter Ronja er altid med på at lege og lave sjove billeder.Min yngste datter Ronja er altid med på at lege og lave sjove billeder. 

Og mit projekt har ændret form og er vokset ud af mit eget nabolag i Randers til noget større, som jeg endnu ikke ved, hvad bliver til i den sidste ende om et år eller måske ti. Men jeg ved, hvad delmålet er. Eller et af delmålene.

Jeg bruger projektet på mit nuværende ophold på masterclass i visuel historiefortælling på fotoskolen Fatamorgana i København, der munder ud i udstilling og artist talk. Meget mere om Fatamorgana senere.

Ærgerligt nok er jeg i øvrigt ikke den første her fra FotoMalia, der lader sig rykke rundt på Fata (som vi indviede kalder skolen).

I aftenskumringen får skoven et ekstra strejf af mystik. I aftenskumringen får skoven et ekstra strejf af mystik. 

Fotografisk stil nej tak

Jeg er elendig til det der med planer og føler mig meget hurtigt låst fast, hvis jeg skal følge bestemte regler. Så det er egentlig bare helt naturligt, at projektet ændrer kurs.

Ligesom jeg skynder mig at lave noget andet, hvis nogen antyder, at jeg har en bestemt fotografisk stil. Jeg skal ikke nyde noget af at lave de samme billeder igen og igen. Jeg kan ikke forestille mig noget mere kedeligt og fotografisk ligegyldigt.

Og ja, jeg er godt klar over selvmodsigelsen i at sige at jeg forsøger at undgå at få en fotografisk stil, da dette netop risikerer at blive min fotografiske stil. Jeg kunne egentlig skrive en hel artikel for sig selv om at tilstræbe at få en fotografisk stil, og hvorfor, jeg synes, det er noget man skal undgå.

Jeg tager den lige ultra kort her. Fotografisk stil kommer af sig selv. Når du er tilstrækkelig erfaren og dygtig og har et stort portfolio. Og hvis du formår at bruge dig selv og fotografere med dit hjerte. Den kommer ikke af at tænke på den og jage den. Tværtimod. Og sker det for mig, vil jeg gøre alt for at lave noget helt andet, så man igen ikke kan sige, at jeg har en bestemt fotografisk stil.

Og når det er blevet helt mørkt, forvrænges skoven og bliver næsten uigenkendelig. Og når det er blevet helt mørkt, forvrænges skoven og bliver næsten uigenkendelig. 

Planer skal ikke følges

Tilbage til snakken om planlægning. Heldigvis er jeg ikke ene om den måde at anskue tingene på. Jeg hæftede mig, og glædedes over, dette citat fra et interview, jeg så med med den russiske Magnum-fotograf Gueorgui Pinkhassov:

”I find no interest in coming up with a plan and seeing it through. If someone has come up with an idea, nurtered it and saw it come to life, I see it as a failure. But if someone has been walking towards a goal, stumbled and suddently saw something new, that’s more interesting to me.”  – Gueorgui Pinkhassov

Og mystiske væsner dukker op...Og mystiske væsner dukker op…

Frihed til at lave billeder

Som en selvopfyldende profeti har jeg nu, mere end nogensinde, indset, hvordan fotografiet virkelig fungerer som en tilstand. Jeg skal ikke gøre andet end at følge mit instinkt og bare skyde løs med kameraet på lige præcis det, jeg har lyst til.

Jeg skal slukke for hjernen og blindt følge mit hjerte. Og det er en befrielse af enorme dimensioner at bevæge sig ind i den tilstand. For det er her, man bliver i stand til at lave interessante billeder.

Der er ingen regler om hverken måden at fotografere på, eller hvilket grej, jeg skal bruge og hvordan. Jeg må alt, og grejet er ligegyldigt. Da jeg på et tidspunkt stod med en bred vifte af mine printede billeder lavet gennem det seneste halvandet års tid, blev jeg spurgt om, hvilket kamera jeg brugte.

Jeg sjussede mig frem til, at de 30-40 billeder var lavet med syv forskellige kameraer. Det kunne ikke ses på billederne, hvilket jeg finder tankevækkende og blot bekræfter min tese om, at kameraet er ret ligegyldigt.

Nogen, eller noget, lurer i den mørke skov...Nogen, eller noget, lurer i den mørke skov…

Fri leg

Billederne i artiklen er alle lavet i området omkring familiesommerhuset ved Tranum Strand i Nordjylland. Her tilbringer jeg meget tid, og her dyrker jeg fri leg med kameraet. Nul planer. Nul regler. Jeg forsøger at indstille min hjerne på et impulsstyringsniveau som en treårigs og ellers mere eller mindre at koble den fra.

Det virker. Og det er sjovt. Det er mere end det. Det er tilfredsstillende. Det er befriende. Jeg bliver utrolig produktiv. Og så er det sjovt. Ja, sjovt skal nævnes flere gange.

Orden i kaos. Orden i kaos. 

Der er ingen regler, og de skal brydes

Okay der er et par regler, måske nærmere dogmer, som jeg i en eller anden grad forsøger at følge. Den første er, at der ingen regler er. Den er vigtig.

Den anden er, at jeg skal undgå at lave smukke billeder. Dem bliver vi alle velsignet med til overflod på de sociale medier hele tiden altid. Så er der jo ingen grund til, at jeg også generer mine omgivelser med dem.

Alle de smukke solopgange. Og nedgange. Alle de smukke, næsten uvirkeligt smukke, landskaber. Alle billederne af de ”tyve mest fantastiske steder i verden, du bare SKAL fotografere, før du dør,” – et emne Ard på fineste vis behandlede for nylig.

Det sker af og til ved en fejl, at jeg laver smukke billeder. At jeg falder i, er for svag og ikke kan modstå det, hvis der opstår en smuk situation foran mig. Derfor foretrækker jeg i øvrigt at fotografere i mørke eller i dårligt vejr. Overskyet, regn, sne.

Men sker det, at jeg laver et smukt billede, vælger jeg at se gennem fingre med det. Ingen er perfekte. Og i øvrigt er den første, og vigtigste, regel i mit fotografiske dogme/regelsæt jo, at der ingen regler er. Så jeg skal selvfølgelig bare bryde dem. Jeg kommer pludselig i tanker om en helt særlig bog:

”Orr was crazy and could be grounded. All he had to do was ask; and as soon as he did, he would no longer be crazy and would have to fly more missions. Orr would be crazy to fly more missions and sane if he didn’t, but if he was sane he had to fly them. If he flew them he was crazy and didn’t have to; but if he didn’t want to he was sane and had to.

Yossarian was moved very deeply by the absolute simplicity of this clause of Catch-22 and let out a respectful whistle.

“That’s some catch, that catch-22,” he observed.

“It’s the best there is,” Doc Daneeka agreed.

– Joseph Heller, Catch 22

Det er svært at modstå, når morgensolen gør det der mellem træerne, og det hele bliver så pænt... Det er svært at modstå, når morgensolen gør det der mellem træerne, og det hele bliver så pænt… 

Alt hænger sammen

Inden artiklen bliver alt for lang, skal jeg lige runde af ved at vende tilbage til begyndelsen. Det oprindelige fotoprojekt, som jeg skrev om for et års tid siden. Hvordan hænger det hele sammen, tænker du måske? Og hvad fører det til?

Det sidste først: Det ved jeg, som sagt tidligere, ikke. Måske arbejder jeg videre på projektet de næste ti år og laver en bog. Måske fortsætter det at par år og bliver til en fotoudstilling. Og måske ingenting.

Og så det første sidst: det hele hænger sammen, og det ser jeg mere og mere tydeligt. Du ser det måske ikke endnu, men det gør jeg, og det er det vigtigste. Så længe jeg fotograferer til projektet uden at tænke for meget og lader mig styre af mit hjerte og mine instinkter, så kommer det til at hænge sammen. For det er mine billeder.

Det er, hvad der sker, når man tør slippe kontrollen og blot lader sig føre frem af mavefornemmelse, intuition og det, som hjertet dikterer.

To be continued…

Den hemmelige hule et hemmeligt sted i skoven. Den hemmelige hule et hemmeligt sted i skoven. 

Jon Detlefsen

Journalist og fotograf. Hjertet banker for at formidle og fortælle historier. Du finder Jon med kameraet i naturen, på gaden og de fleste steder der i mellem. Mantraet er, at ALT kan fotograferes, og at fotografi er en leg. Jon fotograferer både digitalt og analogt.

You May Also Like

Teknik er ligegyldigt, du skal bare tage et billede

En stor juice tak…

På siden hinsides

Her sker heldigvis intet som helst

3 thoughts on “Det personlige fotoprojekt II: heldigvis går intet som planlagt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *