Destilleret natur

af Brian - fotomalia.dk

Naturen er fantastisk – også helt destilleret! Man behøver faktisk hverken smart fototeknik, fancy instagramfiltre eller digitale ninjatricks for at vise, hvor fantastisk forunderlig naturen er.

Nej nogle gange står naturen faktisk skarpest, når man skærer fuldstændig indtil benet!

 

BIOLOGISKE STIKPRØVER

Dybt dybt inde i Ecuadors dampende regnskov, helt der inde hvor selv det mest ihærdige mobilsignal endnu ikke har fundet vej, her ligger Bigai, Randers Regnskovs naturbevarelsesprojekt.

Bigai ligger i et af verdens mest artsrige områder.

 

I en lille uge sidste år, havde jeg den udsøgte fornøjelse, at kalde Bigai for mit hjem. Ja og jeg var faktisk også så heldig, at jeg skulle åbne mit helt eget fotostudie lige her i Bigai! Et studie som skulle vise sig, at være yderst populært hos de lokale beboere.

En af Randers Regnskovs mange opgaver, når vi besøger Bigai er, at lave biologiske stikprøver, for at klarlægge, hvor høj biodiversiteten er i lige præcis vores område. På denne tur var det min gode kollega Asser (chef for den biologiske afdeling i Randers Regnskov) og jeg, der havde til opgave at lave disse stikprøver. Dette betød at vi hver dag skulle trave den mudrede regnskov tynd for at finde så mange forskellige dyr som muligt.

Ja jeg ved hvad du tænker, det lyder som den fedeste opgave nogensinde, men det bliver faktisk bedre endnu. For i tillæg til at skulle lede efter, og ikke mindst finde, de utallige lækre, og forunderlige skabninger, ja, så skulle jeg faktisk fotografere så mange af de arter, vi fandt, som overhovedet muligt!

JA TAK det er da en opgave, man nærmest kun kan drømme om!

Billederne af de mange forskellige arter skal dels bruges i Randers Regnskovs formidling og dels bruges i forbindelse med det samarbejde, som Randers Regnskov netop har indledt med det lokale universitet i Coca. Det primære formål er faktisk “bare” at få et overblik over, hvor stor artsdiversiteten er i området, da det er total uberørt og faktisk regnes for at være et af de mest artsrige områder i verden!

 

DET MOBILE FELTSTUDIO

Vi må jo nok erkende, at vi her på FotoMalia er et par stykker, der til tider kan blive en anelse betaget af “dillerdaller namnam”, bevægelses sløring og ikke mindst kamerateknik, men vi kan faktisk se igennem alt vores kunsteriske hissen hassen og skære til benet, når der er behov for det!

Bull Ant – en af verdens største myrearter. Myren (herover) har efter sigende fået navnet “tyre-myre” fordi det eftersigende skulle føles som at blive løbet ned af en tyr, hvis man bliver stukket af “tyre-myren”… Jeg har endnu ikke selv haft fornøjelsen af et stik, så jeg kan desværre ikke be- eller afkræfte påstanden.

 

Netop for at skære helt ind til benet, og kun give den destillerede naturoplevelse, valgte jeg at medbringe mit mobile feltstudio – et studio som pakket sammen kun fylder en MEGET lille fototaske.

Du kan se en variation af mit mobile feltstudio i dette indlæg

 

NATURLIG SKØNHED

Normalt arbejder jeg meget med min for/baggrund, mit valg af brændvidde og ikke mindst blænden for igennem mit fotografiske syn, at lægge mit eget “filter” på naturen, og herigennem få “mit” udtryk på mine naturbilleder.

Men jeg må altså erkende, at der er noget smukt i at lade naturen stå ufiltreret frem!

Naturen er i sig selv forunderlig, og mange dyrearter (hvis ikke alle), er små kunstværker i sig selv. Farver og former som nærmest overgår fantasien. Udtryk som klart overgår selv den skøreste Star Wars-figur – ja naturen er altså bare fantastisk!

Da alt mit normale kunstnerfis i disse billeder er irrelevant, så var der faktisk kun tilbage, at fange dyrets personlighed, at fange det frække udtryk eller et opmærksomt blik. Noget der ikke er helt nemt på en ormepadde eller en piskeskorpion.

Men jeg syntes det er lykkedes meget godt, og jeg er faktisk ganske stolt af min lille serie!

 

DET TEKSNISKE

Selve studiet er bygget op på to SB900 i hver deres softboks og en hvid plastplade – ja og det er faktisk det, mere skal der faktisk ikke til.

I forhold til kameraindstillingerne så var prioriteringen klar, jeg skulle bruge en relativ høj blænde for at få en fornuftig skarphedsdybde, dette skulle selvfølgelig kombineres med en lukkertid, som fjernede alt “naturligt”-lys , så det kun var mit flashlys der belyste motivet. Denne prioritering resulterede i følgende eksponeringsværdi (små variationer kan forekomme alt efter motiv):

 

Eksponeringsværdi: 1/125sek – f/8 – ISO100

 

Det er jo en eksponering som man kender det fra en hel del studiearbejde, ja faktisk næsten uanset om man fotograferer folk, produkter eller som i dette tilfælde natur/dyr. Men eksponeringen sikrer altså en tydelig og naturlig repræsentation af emnet, og er derfor egnet og meget brugt.

 

Herover lidt flere billeder fra Bigai. Hvad siger du, er naturen ikke fantastisk? Jeg glæder mig allerede til næste tur!

GemGem

GemGem

Relateret indlæg

2 Kommentarer

Anja Robanke juli 19, 2017 - 10:35 am

Man har ingen anelse, hvis man ikke lige ved det, at du sidder i en regnskov og har skudt dem… altså ikke skudt dem, men du ved 😉 Det er da smart, så de kan komme tilbage til naturen hurtigt igen 🙂 Må være en stor oplevelse at rejse på denne måde 🙂

Besvar
Nina Høj juli 24, 2017 - 11:18 am

Super fed opgave at få og super fede billeder Brian 🙂

Besvar

Skriv et svar til Nina Høj Cancel Reply