SENESTE INDLÆG

Det perfekte øjeblik – Orangutang (Borneo)

Share

Handler fotografering om at jage det perfekte øjeblik? Som fotograf higer vi ofte efter det perfekte øjeblik, vi kan vente i timevis i håbet om, at det afgørende øjeblik sker foran vores objektiver.

Men findes det perfekte øjeblik, eller er det blot en romantisk forestilling, som vi fotografer har?

DEN VILDE OPLEVELSE

Det er ikke noget problem at opleve orangutanger på Borneo. Faktisk er det ganske nemt. Men ønsker man at opleve dem uforstyrret i deres oprindelige habitat uden for rehabiliteringscentrenes til tider turistfældelignende fodringer, så er der på ingen måder nogle garantier.

Vores plan var klar. Vi ville så vidt muligt styre uden om rehabiliteringscentrene og hvis muligt opleve orangutangen i fri natur, hvilket betød, at mine forventninger omkring at hjembringe lækre orangutangbilleder var meget meget små.

At se en orangutang i fri natur er noget ganske særligt. Så at skulle producere fornuftige billeder er på igen måder en selvfølgelighed. Men vi var heldige.

På vores tur blev det til hele ni vilde orangutanger. WOW!

Langt de fleste var dog så langt væk, at det ikke på nogen måder var muligt at producere fornuftige billeder af dem. Men som sagt, så var vi heldige et par gange. Herunder ses billedet fra et helt fantastisk møde, som resulterede i et par hyggelige familieskud.

Familiehygge i trætoppen. Selv med 600mm lykkedes det mig ikke at komme tættere på end dette. Og selvom det er et hyggeligt billede, så er kvaliteten ikke helt i top, da det kan være svært at opnå en ordentlig kvalitet på denne afstand.Familiehygge i trætoppen. Selv med 600mm lykkedes det mig ikke at komme tættere på end dette. Og selvom det er et hyggeligt billede, så er kvaliteten ikke helt i top, da det kan være svært at opnå en ordentlig kvalitet på denne afstand.

Som det tydeligt ses på billedet herover, var mor-orangutang ikke udpræget fan af mine planer om at lave verdensklassebilleder. Faktisk var hun ikke helt vild med mit kamera. Da regnskoven jo er hendes hjem, og det derfor er hende, der bestemmer, var det eneste rigtige at gøre at pakke kameraet væk og bare nyde oplevelsen IRL.

Turen bragte dog mere held med sig.

Orangutanger kan være ufatteligt svære at se. De første mange, vi så, var 100% til ære for vores lokale makker, Mike, som hjalp os med at finde vej i junglen. Men efter nogen tid lærer man faktisk, hvad man skal kigge efter, og til sidst lykkedes det os at spotte nogle på egen hånd.

Som sagt var heldet med os, og ved et enkelt orangutangmøde fik vi den fantastiske ære at få lov at fotografere sådan en flot fyr på ret nært hold.

Sikke en flot fyr. Ud over at det var en helt fantastisk oplevelse at vise min datter på 8 år en vild orangutang på nærmeste hold, så var det også en fornøjelse at være tæt nok på til rent faktisk at kunne fotografere ham under nogenlunde fornuftige forhold (billede 1)Sikke en flot fyr. Ud over at det var en helt fantastisk oplevelse at vise min datter på 8 år en vild orangutang på nærmeste hold, så var det også en fornøjelse at være tæt nok på til rent faktisk at kunne fotografere ham under nogenlunde fornuftige forhold (billede 1)

En oplevelse som denne hænger ganske vist på træerne, men man må aldrig tage den slags for givet. Hvem ved, hvor længe det er muligt at opleve den slags? Får min datter Sofie en gang mulighed for at tage sine børn i hånden og drage dybt ind i junglen for opleve en vild orangutang? Eller er orangutangen da blot endnu en uddød art, der kun findes på museer eller som billeder på nettet, når mine børnebørn skal opleve verden?

Jeg ved det ikke. Jeg håber, vi formår at passe på naturens skatte, så vi ikke bliver den sidste generation, der kan gå på opdagelse i naturens forunderlige skattekammer.

Nå, tilbage til Borneo og den fantastiske oplevelse, som i dag ligger dybt lagret hos hele min lille familie. Et kort øjeblik virkede det næsten som om, den flotte fyr nød opmærksomheden, og jeg fik faktisk lov at komme ganske tæt på – hvilket gav mulighed for et udmærket portræt.

Se det er da en flot fyr! (billede 2)Se det er da en flot fyr! (billede 2)

DET UPERFEKTE ØJEBLIK

Denne fantastiske oplevelse varede kun få øjeblikke, så vendte den flotte fyr røven til og svingede sig langsomt tilbage til sine lækre ficusfrugter højt oppe i trætoppene. Sikken en oplevelse. Den vil vi sent glemme.

Var oplevelsen så “det perfekte øjeblik”?  Ja – oplevelsen var tæt på perfekt. Men fotomæssigt?  Nej, langt fra. Der var millioner af ting, som kunne have været mere favorable i forhold til at tage billeder.

Det er udfordrende at fotografere i en sådan situation, for den er næsten ovre, inden den begynder, og alt driller i sådanne situationer. Men én ting er sikkert, venter man på det perfekte øjeblik, kommer man hjem med MEGET, MEGET få billeder. Det perfekte øjeblik opstår nemlig stort set aldrig.

Fotografering handler i mine øjne ikke om “det perfekte øjeblik”. Det handler om at kunne udnytte det uperfekte, om at omsætte oplevelsen, stemningen og lyset bedst muligt. Det handler om at tilpasse grejet, eksponeringen og ikke mindst sig selv til den givne situation – som ofte er meget langt fra det perfekte. “Øjeblikket” har vi som regel meget lidt kontrol over, så det handler om at styre de ting, du som fotograf har kontrol over.

Fra vi opdagede den flotte fyr, til han var væk igen, gik der måske fem minutter. Og jeg vil tro, at der måske er to minutter mellem de to billeder. Billederne er taget på to meget forskellige indstillinger og efter to meget forskellige prioriteringer.

BILLEDE 1

De væsentligste udfordringer ved det første billede var at:

  1. Motivet var op i mod en meget lys baggrund (hvilket ofte snyder lysmåleren).
  2. Motivet var i bevægelse.
  3. Rystelser fordi jeg skød med en moderat tele.

Jeg havde en 300mm. monteret på kameraet, og det var jeg i denne situation fint tilfreds med. Min erfaring sagde mig, at den lyse baggrund krævede en kraftig +kompensation, for at eksponeringen ville passe til situationen. Så instinktivt valgte jeg at overbelyse billedet med 1,7 blænde, hvilket viste sig at være ret godt ramt.

For at optimere mine chancer, i forhold til at motivet bevægede sig, valgte jeg at skyde på kontinuerlig AF (læs mere om AF her) og med en høj lukkertid (1/5000sek), hvilket også løste udfordringerne med rystelser. Denne prioritering gjorde, at jeg konstant havde fokus på, hvor min ISO og blænde lå (f/2.8 – ISO 2000).

BILLEDE 2

De væsentligste udfordringer ved det andet billede var at:

  1. Jeg ville have et “tæt” portræt.
  2. Jeg skød igennem en del vegetation.
  3. Rystelser fordi jeg skød med en kraftig tele.

For at komme “tæt” nok på motivet var jeg nødt til at montere en 2.0 telekonverter, hvilket øgede risikoen for rystede billeder markant. Og det krævede tid og potentielt larm. Heldigvis havde jeg øvet mig på at skifte og vidste derfor præcist, hvor min konverter var i bæltet.

For at håndtere vegetationen grovfokuserer jeg ved at bruge “Single AF” og herefter justere fokus manuelt og låste så eksponering og fokus med “AE/L – AF/L-knappen”.

 

Jeg håber du kan lide min måde at omsætte det uperfekte øjeblik, og jeg håber, at min lille fortælling kan bruges som brændstof til at komme ud og jage dine egne uperfekte øjeblikke!

Share

Brian arbejder til dagligt som fotograf i Randers Regnskov, og igennem dette arbejde kommer han vidt omkring i forhold til motiver. På en enkelt uge er det ikke unormalt at han har fotograferet alt fra parrende kongekobra og flyvende kæmpe flagermus til portrætter af børn, produkt billeder eller dele af dyrepassernes spændende hverdag

4 Comments

  1. Lækre billeder og fin historie, Brian. Det ser ud til at du nyder den 300/2.8!

    Svar
  2. Fantastisk historie!! Det må bare have være det vildeste og kunne opleve sådan en stor oplevelse med din familie, når du selv brænder så meget for det 🙂

    Svar

Leave A Comment