SENESTE INDLÆG
Nikon D810 vs D850 (oktober 22, 2017 8:45 pm)
Lightroom to CC or CCC (oktober 20, 2017 12:46 pm)
Overrask dig selv positivt (oktober 16, 2017 8:15 pm)

Fotografi er en tilstand

19/05/2017
825 Views
Share

Har du travlt med at udvikle dig selv og dit fotografi? Bevæger du dig målrettet fremad, vinger af, når du passerer forskellige delmål og stormer så videre? Husk nu, at fotografi er en tilstand, der skal nydes. Lige som livet

Jeg har selv gjort det og gør det stadig, hvis jeg glemmer at huske at lade være. Tænker fotografiet som en udvikling. Ordet og begrebet udvikling er et plus-ord, vi næsten ikke kan sige nej til, men jeg forsøger alligevel at gøre netop det.

Som fotograf er fotografiet en del af livet. Det er måske selve meningen med livet for mange. Jeg tror, at arbejdet som fotograf føles som et livsvilkår, et kald, noget essentielt og uimodståeligt, mere end det føles som et almindeligt arbejde.

Hvor mange af os får fri kl. 16 og er først fotografer igen, når vi møder kl. 8 næste morgen? Nej vel? Vi er det døgnet rundt. Det er en permanent tilstand.

Er udvikling afvikling?

Alt stritter i mig, når jeg kommer til at bruge ordet ”udvikling”. Hvilket jeg ofte gør. Det er ikke ordet i sig selv, jeg krymper mig over. Det er misbruget af det.

Udvikling er en vigtig del af den virkelighed, der i politiske og økonomiske magtkredse også favner begreber som faktaresistens- og benægtelse, omskrivning og manipulation af virkeligheden og altså newspeak-ordbogen, hvor ”udvikling” har fået en betydelig plads.

”Udvikling: begreb, der inden for visse videnskabsgrene slet og ret betyder forandring eller ændring, mens det i andre betegner en ændring (undertiden positiv) mod et nærmere defineret mål.” (1)

Vi lever i en verden, hvor bevægelse i sig selv synes at være målet. Vi skal lære nyt. Vi skal udvikle os. Vi skal være omstillingsparate. Luften summer af newspeak. Ord, som lyder gode og smarte, men som blot dækker over noget helt andet, som ikke er så godt. Nedskæringer. Besparelser. Forringelser. Som tommelfingerregel for de svagest stillede og ikke for de rige.

Husk at danse, mens musikken spiller

Som sagt er det ikke selve ordet men hvad det ofte står for, der giver mig en følelse af, at noget er galt. For det giver mig samtidig en fornemmelse af at skulle være i konstant bevægelse. Af at skulle bevæge mig mod et mål.

Jeg forsøger at indstille mig mentalt på en anden måde at betragte fotografiet på. Og livet. Heldigvis er der masser af store tænkere, filosoffer og videnskabsfolk at læne sig op ad, så jeg behøver ikke selv opfinde den dybe tallerken.

“We thought of life by analogy with a journey which had a serious purpose at the end. Success or maybe heaven after you’re dead. But we missed the point the whole way along. It was a musical thing, and you were supposed to sing or to dance while the music was being played.” – Alan Watts

Den engelske filosof Alan Watts opponerede mod det moderne, vestlige samfunds tendens til at befinde sig i evig fremdrift. Vi betragter livet som en rejse, en udvikling, men en rejse har jo et mål. Hvad så, når målet er nået?

Fotografi – en tilstand ikke en rejse

Jeg har efterhånden indset, at fotografiet er en tilstand. Jeg bevæger mig rundt i den tilstand og lærer nyt. Tilstanden er så dominerende og allestedsnærværende, at den er blevet et grundvilkår i mit liv.

Tilstanden ændrer sig. Men hele tiden handler det om at være i den og nyde den. Om at følge med. Om at ”danse og synge, mens musikken spiller.”

I går døde et menneske, jeg ikke kender personligt, men som alligevel har fyldt en stor del af mit liv. Hans stemme og hans ord har altid været der. Han udgør en stor del af soundtracket til min generation. Chris Cornell døde pludseligt og alt for ung.

Det fik mig til at tænke endnu mere over forskellen på mentalt at betragte livet som en rejse eller som en tilstand. Hvad nu hvis man kun er nået halvvejs på rejsen, og altså er langt fra ”målet”, og så pludselig dør?

”The lives we live never seem to ever get us anywhere but dead” – Chris Cornell

Det har han jo helt ret i, så hvad med at nyde det, før det er for sent? Hvad med at nyde dit fotografi hele tiden, altid, frem for at fokusere på alt det, du gerne vil nå at lære? Hvad med bare at læne dig tilbage og nyde tilstanden?

Det er lige nu, det sker

Og det skal nok komme til dig. Inde i den tilstand finder du hele tiden nye uudforskede områder, og udforskningen af de områder ændrer og modner dig som person og som fotograf. I den tilstand møder du mennesker, der inspirerer. I den tilstand inspirerer du.

Ændringerne er ikke til, for at vi skal nå et bestemt mål. Her kommer de stoiske tænkere ind i billedet. For tilstanden, vi befinder os i nu, er formet af tilstanden før nu. Det gode liv i balance formes af livet før, af vores erfaringer, af vores fejltagelser, og af det, vi har gjort rigtigt.

Pointen er at skue tilbage, ikke frem, for at kunne koncentrere os om, nyde, vores nuværende tilstand. Livet. Fotografiet.

“To live each day as though one’s last, never flustered, never apathetic, never attitudinizing – here is the perfection of a character.” – Marcus Aurelius

Husk nu at nyde det. Fotografiet. Livet. Det hele. Det er pointen. Fokusér mindre på alt det, du skal nå. Mindre på alt det fotogrej, du bliver nødt til at eje, før du for alvor kan fotografere. På alle de store rejser og eventyr, der venter dig, før du kan lave gode billeder.

Fotografiet er en tilstand. Og som fotograf er du ufatteligt heldig og priviligeret at befinde dig i den tilstand.

Nyd den.

 

(1) John Degnbol-Martinussen, Jørn Madsen: udvikling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176359

Share
Jon Detlefsen

Journalist og fotograf. Hjertet banker for at formidle og fortælle historier. Du finder Jon med kameraet i naturen, på gaden og de fleste steder der i mellem. Mantraet er, at ALT kan fotograferes, og at fotografi er en leg. Jon fotograferer både digitalt og analogt.

4 Comments

  1. Vigtigt budskab pakket ind i dine smukke billeder !

    Svar
    • Jon Detlefsen

      Hej Nina – det er jeg meget glad for, at du synes! TAK for kommentaren 😀

      Svar
  2. Hej Jon – fuldstændig enig med Nina. Et meget fint og tankevækkende budskab, så smukt formidlet i tekst og billeder. Det får mig til at tænke på Svend Brinkman og hans NEJ-hat og jeg ser med eet hvordan udviklings-mantraet også har påvirket mig selv som blot har fotografering som hobby. Tak for sparket!

    Svar
    • Jon Detlefsen

      Hej Lars – velbekomme og tusind tak for din kommentar. Hvor er det dog dejligt at få så fin feedback på mine ord og billeder og at høre, at de får dig til at reflektere over tingene:)

      Svar

Leave A Comment