SENESTE INDLÆG
Fimbulvinter (december 14, 2017 6:00 am)
Men det er jo bare en due! (december 12, 2017 5:25 pm)
Capture One smider stor opdatering (december 5, 2017 7:15 pm)
Testzonen: Godox AD600 – Review (december 1, 2017 9:29 pm)
Når man glemmer legen og budskabet (november 30, 2017 10:28 am)

FotoMalia Camp 2017 – vildere, højere, flottere!

23/09/2017
1.436 Views
Share

langt ude på landet i et højtflyvende eventyr indhyllet i røg og damp markerede FotoMalia Camp sig endnu engang som verdens vildeste fotoworkshop – mindst!

For andet år i træk satte vi med FotoMalia Camp standarden for, hvor vilde, uforudsigelige, udfordrende og SJOVE fotoworkshops kan være. Og nu kan vi vist godt fastslå, at campen er en tradition, der er kommet for at blive.

Årets camp foregik på FotoMalias ranch på Djursland, der til dagligt bestyres af FotoMalia-Kasper og hans skønne familie – hustruen Liv og børnene Luna og Bastian.

Her er højt til loftet og langt til nærmeste nabo, så graden af vilde udskejelser har ingen grænser.

Dronefoto: Theis PoulsenPå en tophemmelig lokation et sted på Djursland ligger FotoMalia-ranchen – til dagligt bestyret af Redneck-Kasper og hans skønne familie. Dronefoto: Theis Poulsen. 

Og det blev da også både larmende, højtflyvende og helt eventyrligt der, langt langt ude på landet, da 22 camp-deltagere og hele FotoMalia-teamet, minus Carsten Rødskæg, der var sendt på rekognosceringstur til næste års camp på Antarktis, slap tøjlerne og gav den fuld fotogas i røg og damp under en glitrende mælkevej.

I FotoMalia-teamet er vi stolte over campen, og vi er beærede over at have så dygtige og engagerede medlemmer af vores store FotoMalia-familie, som villigt, og imponerende modigt, dukker op, når vi kalder til samling.

Sammen med Jacob Almtoft, der oprindeligt tog initiativ til vores første camp, laver vi FotoMalia Camp for at have det sjovt og for at kunne mødes IRL med vores venner, der trofast følger FotoMalia. Campen er et udtryk for vores taknemmelighed. Det er ikke et arrangement, vi selv tjener på økonomisk. Budgettet er sat, så udgifterne er dækket ind. Vores løn er at møde jer og have det sjovt.

Tjek stemningsgallerierne herunder og nyd rejsen tilbage til årets vildeste fotoworkshop – FotoMalia Camp 2017:

Tyngdelovsfornægtende trial-kunstnere

Kan mennesker egentlig flyve? Ja, ja det kan de! I hvert fald når de når de kommer fra Viborg Trialklub og er landets bedste, næstbedste og trejdebedste trial-udøvere.

De kan hoppe 1,6 meter lige op i luften på deres cykler, uden tilløb, fjedre eller andre hjælpemidler, og der er næsten ingen grænser for, hvad de kan bestige og forcere ridende på deres cykler, mens de samtidig griner hånligt af tyngdeloven.

I en hel eftermiddag gav de alt, hvad de havde i sig og lavede de vildeste tricks blot til ære for fotograferne – vores måbende camp-deltagere – der til gengæld fik klasseskud efter klasseskud på kortet.

Charlotte Auroras eventyrverden

Charlotte Aurora fra Charlotte Aurora Design stillede med sit store team af stylister og modeller og virkeliggjorde vores eventyrdrømme lige foran næserne, og objektiverne, af os.

Det blev til et kig ind i en verden hinsides virkeligheden, da hendes skønne modeller yndefuldt poserede svævende mellem skovens træer.

Charlotte Auroras fantastiske kostumer og rekvisitter var designede og producerede specielt til lejligheden, og her, dybt inde i eventyrskoven, blev vores drømme vakt til live.

Trash i skovens dybe, stille ro

Enhver redneck med respekt for sig selv har sin egen skrotplads med masser af rustent jern og bilvrag. Vores egen godsforvalter, Redneck-Kasper, er naturligvis ingen undtagelse.

Og det er vi ovenud taknemmelige for, da det er det perfekte sted til fordybelse og makronørderi.

Her gik camp-deltagerne i pitstop, forpustede efter alle de andre hæsblæsende workshops, og fandt ro og fik puls og vejrtrækning under kontrol.

Højtflyvende crossere

Ahh, der er intet som duften af benzinos om morgenen. Det dufter af… Action!

Vildere og højere kørte og fløj de dødsforagtende motorcross-drenge, Lucas Maravelakis og Jim Bødker Sørensen, mens motorenes hidsige snerren skar gennem luften som en gigantisk vred bisværm, og jord og sand sprøjtede til alle sider og ud over alt og alle.

Adrenalinen pumpede løs i kroppen, mens crosserne fløj om ørerne på os, og vi gik alle fra den hæsblæsende oplevelse med en ordentlig dosis benzin injiceret direkte i hovedpulsåren.

Falkeopvisning

Værsgo at fotografere verdens hurtigste dyr, blev der sagt, da falkonér Rasmus Nielsen troppede op med sine tre, smukke falke.

Med en fart på op til 390 km/t skal man være mere end ualmindelig rap på trigger-fingeren for at fange de levende projektiler – og autofokusen skal også lige kunne holde trit.

Rasmus gav os et forrygende show med sine falke, og han har heldigvis så meget styr på dem, at han kunne skrue en anelse ned for farten, så der trods alt kom en falk eller to i kassen.

Wow, sikke imponerende og smukke fugle og sikke en sej falkonér, der havde et nærmest symbiotisk samarbejde med sine fugle.

Bondegårdshygge

Livet på en bondegård er jo beviseligt lutter lagkage. Det er tydeligvis ikke, som man ofte hører i medierne, hvor landmandslivet karakteriseres som værende hårdt og utaknemmeligt.

Vi hyggede og snakkede og fotonørdede og legede og hang ud og spiste dejlig mad og bare nød livet på landet og hinandens gode selskab.

Vejret er endda godt på landet – det er heller ikke, hvad man ellers hører.

Tæsk ting i smadder

En klassisk FotoMalia-yngling “skyd ting i smadder” blev på årets camp omdøbt til “tæsk ting i smadder”.

Underholdningsværdien var tårnhøj, som altid, og med godsforvalter Kasper ved roret, eller hammeren, kunne alt jo kun gå fuldstændig galt.

Vi havde på forhånd bedt deltagerne medbringe smadreegnede effekter. Og det var en sand palet af spændende sager som dåseøl, glasvaser, smartphones, iPads, et udtjent Nikon D3s, hårlak, ketchup og meget andet, der i ly af nattens mulm og mørke, og ca. 200 speedlights, blev ofret til de almægtige FotoMalia-guder.

Masser af grin og hygge

Til slut var der bålhygge, snak og grin. Rygtet siger, at nogen vist nok næsten holdt ud til den lyse morgen, og at det krævede både rom og whisky at holde den gående så længe. Meeen det er jo bare et rygte…

FMC2018

Vi ses på FotoMalia Camp 2018 – om den foregår på Antarktis, i Helvede eller et tredje sted, har vi ikke besluttet endeligt endnu. Men vi garanterer selvfølgelig, at det igen både bliver vildt og vildt sjovt!

Stay tuned!

Foto: Brian Rasmussen

Share
Jon Detlefsen

Journalist og fotograf. Hjertet banker for at formidle og fortælle historier. Du finder Jon med kameraet i naturen, på gaden og de fleste steder der i mellem. Mantraet er, at ALT kan fotograferes, og at fotografi er en leg. Jon fotograferer både digitalt og analogt.

6 Comments

  1. Jon, du er ordets mester. Sidder med en kæmpe lykke-boble i maven over en veloverstået lejrtur med det bedste fotomalia-team og de sejeste fotonørde-fotmalia-følgende læsere – og ja, jeg har en tåre i øjet over at campen allerede er forbi.
    – Madsen 😉

    Svar
  2. FMC2018, jeg kan godt!
    Hvor betaler jeg?

    Svar
  3. Tak for en fantastisk dag, fede billeder og endnu federe oplevelser!

    Svar
  4. Jeg fik helt gåsehud… Virkelig nogle fede stemningsbilleder!
    Jeg nyder så meget at være sammen med alle sådan en dag og bare lade mig rive med og blive inspireret 🙂

    Svar
  5. Ville det være for voldsomt at gøre til en ugentlig event 🙂

    Svar
  6. Sikke en masse gode billeder !
    Der har godt nok været mange varierede ting, I har prøvet af.
    Måske jeg skal deltage på et tidspunkt… Det ser i hvert fald hyggeligt ud. 🙂

    Svar

Leave A Comment