Fototurist på Lofoten

En brat opvågning for en ikke-landskabsfotograf.

På kompositionsøvelse i det kolde nord

Lofoterne, øerne som stikker ud af Norge omkring polarcirklen, rangerer kæmpehøjt på min top-meget-lille-tal over favoritsteder i verden. Sidst jeg var der var i 2005, hvor vi kravlede over bjergryggene på Atlantersiden af øerne, fra bugt til bugt. Vi fandt hvalhvirvler og et FYLDT fad med Guinness og fiskede selv maden hjem!

2005… Det var vist mit første digitale kamera jeg havde med der. En Canon PowerShot S45? Der står kun “Lens (mm): 7” i min EXIF!

 

Vi mødte ikke et øje, andet end os selv, I syv dage. Det var en så uforglemmelig oplevelse at jeg siden da har været fastbesluttet om at vende tilbage om vinteren, både for at se det fortryllende vinterlys i det magiske landskab og forhåbentligt for at se nordlyset, som jeg stadigvæk havde tilgode!

Jeg forventede at, ligesom andre steder i verden hvor landskabet er så storlået, den største udfordring ville være at kigge forbi det mest oplagte, nyde de gode udsigter, og opsøge en mere udfordrende form for fotografering.

En lille afstikker om fototurismen

Det lykkedes kun delvist. For det første var den allerstørste udfordring faktisk alle fotografer som i februar valfarter til øerne for, undskyld at jeg overdriver lidt, at tage de samme billeder.

En lille anekdote til forklaring:

Vi kom kørende fra lufthavnen i Narvik og havde reserveret på Sakrisøy ved Reine, i bunden af Lofoterne. Da vi kom til Hamnøy var broen blokeret. Det er nogle smalle broer de har deroppe, så vi ventede tålmodigt. Først da vi kørte op på broen så vi hvad kilden var til trafikproppen: der stod omkring 40 stativer med tilhørende fotografer i hylende kuling i februarkulden for at tage det samme billede på samme tidspunkt af den blå time, ned af broen hen mod rorbuerne i Hamnøy, med Festhelltinden i baggrunden.

Det er dette billede vi taler om:

Kilde: Google Image Search

Og skulle det have interesse, så er det herfra man tager det:

Kilde: Google Maps

 

Billedet er første side af Google image search resultatet når man søger på ”Hamnøy”. Instagrams #hamnoy er mindst lige så imponerende og mens vi er på emnet, så har jeg en stærk formodning om, at det er de visuelle sociale medier som står for en væsentlig del af årsagen til hele den her madness.

Eksplosiv vækst i fototurismen

Besøgstallet i Sossusvlei i Namibia er fordoblet fra 2016 til 2017 og jeg fik lige en besked om, at der i de to første måneder af 2018 har været lige så mange besøgende i parken som i hele 2015.

Island er om muligt endnu mere interessant. Kirkufjell, anyone? I 1998 kom der 200.000 turister til Island, en (indrømmet, stor) ø med knap dobbelt så mange indbyggere. I 2010 var antallet vokset til 460.000. Men så kom det visuelle internet… sidder du godt? I 2016 tog Island næsten 1,767,726 turister ind! I 2018 var tallet yderligere vokset til 2,195,271. Kun igennem lufthavnen, vel at mærke.

I Norge aner de ærligt talt ikke hvor mange turister der kommer til Lofoterne hvert år. Anekdoterne ryger helt oppe i millionfeltet, men sandheden er nok nærmere 400.000. Men Lofoterne er 1227 kvadratkilometer store. Det er det samme som Lolland. Island har 102,775 kvadratkilometer til at gemme sine turister i. Hvis altså bare de ikke alle skulle have det samme billede…

Og hvis de havde flere veje. Fordi der har de to nok noget andet tilfælles: at der ikke er helt samme vejdækning som, mens vi nu er der, på Lolland. Faktisk er Lofoterne stort set kun én vej, som meget charmerende ender i byen Å. (Der er dog en sidevej hvis man skal til Bø.)

Jeg er også skyldig. Som I ved, var jeg i Sossusvlei i 2016. Og i år tog jeg så til Lofoterne igen, blot for at fotografere. Endda næsten til Hamnøy, som ligger lige til højre på følgende billede!

 

Reinefjorden, Lofoten en time før solopgang – Nikon D810, Nikon 14-24mm, f/22, 30 sekunder, ISO LO 1.0 (ISO32)

 

Og jeg har lige tegnet kontrakt til at lede fire fotoworkshops om året i Sydafrika, mens jeg med nogle venner i Bucharest er i gang med at opsætte naturfototure til Donaudeltaen og Karpaterne, hvor vi skal skyde bjørn og pelikaner, som så måske snart ikke kan være der længere fordi alle får set billederne på Instagram og kommer ned til Donaudeltaen og Karpaterne… Suk!

Jeg må indrømme, at jeg er vågnet ret brat op til alvoren i hvor grelt det står til med flytningen af masseturismen fra de Spanske kyster til langt mere sårbare steder i verden.

Tilbage til Lofoten

Jeg ville jo vise billeder fra Lofoterne og fortælle om Nordlyset, men så fik jeg ødelagt jeres aften i stedet for.  Undskyld!

Men billederne som jeg ville vise her, er dem som er kommet med på min Instagram stream og arbejdets Facebookside omkring turen. I er jo allesammen på Instgram efter sidste uges gæsteindlæg, så kom da endelig en tur forbi @still_words og kig og ikke mindst læs med! (Og jo, jeg har også en Insta konto som hedder @ardjongsma, men den er reserveret til mit speciale: madfotografering!)

Vi er lige nået til nordlyset! Men fordi I har læst jer helt igennem dette indlæg, og i det hele taget fordi Fotomalia læsere er de bedste fotolæsere i hele verden, skal I få morgendagens nordlysbillede først!

 

Tivoli gå hjem! Nikon D810, Nikon 14-24mm @ 14mm, f/3.5, 5 sekunder, ISO 800.

 

Og jo, jeg burde faktisk have taget det billede på ISO 1600 med en lukkertid på 2.5 sekunder i stedet for. Men jeg stod der jo bare med kæben ned på fødderne.

For Nordlyset, det kan jeg godt røbe, dét SKAL man bare have set! Ligesom Deadvlei, og Seljalandsfoss, Torres del Paine, og Horseshoe bend og Antelope Canyon, og isbjørne, og de frosne aber i Japan. Og husk at skynde dig, inden der er ødelagt af for mange andre fotografer!

 

Skov, Lofoten

 

 

Campingplads, Lofoten

Du kan måske også lide

SUK – Luk lynlåsen og skyd…

Nikons nye Z-Serie kommer på gaden i september

Welcome to HELL!!

Hvorfor naturfotografi?

2 thoughts on “Fototurist på Lofoten”

  1. Skide godt skrevet, Ard! Hvad er det mon for en mekanisme i os fotografer der gør, at vi i den grad higer efter at lave de samme billeder, som alle andre? Hvorfor flokkes vi om de samme steder, som fluer om en lort? Ja, det åbenlyse er selvfølgelig, at stederne er smukke og ikoniske. Men hvad giver det os som fotografer? Andet end at kunne vinge dem af i trofæjagt-bogen? Hmm det er jo nok bare det…

  2. Lækre billeder som vanligt Ard. Det er ikke kun de ikoniske steder der er problemer. Langs Danmarks kyst sker der stor slitage. Nogle steder kører folk på ATV i klitterne og det efterlader spor i årtier frem over. Bulbjerg, hvor jeg jo bor, bliver for hvert år der går, mere og mere påvirket. Nu er mountainbikerne eksempelvis begyndt at køre de, hvilket slider ualmindeligt hårdt. Det er altså ikke kun fotografer, det er bare de muligheder vi som mennesker har for at realisere os selv, tænker jeg.
    Nå men Donau lyder klart spændende. Var der i 1990 hvor der ikke var andet, end gamle fiskere og ufatteligt mange spændende fugle. Europæisk natur på allerhøjeste plan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *