T-Dag – Kan du finde ud af Instagram?

af Batman

Er du på Instagram? Kan du finde ud af at bruge det? Vil du gerne blive bedre? Så læs med her, når vi har besøg af en hemmelig gæsteblogger, som er eskpert i sociale medier. 

Sådan bruger du Instagram som fotograf

Det er ikke til at komme uden om, at Instagram rummer et hav af muligheder for eksponering. Eksponering som kan resultere i nye arbejdsopgaver og nye kunder, hvis du bruger det rigtigt. Men hvornår skal man være på Instagram? Og hvordan bruger man mediet bedst muligt? Det giver en social medie-ekspert sit bud på her.

Hvorfor Instagram?

Hvor sociale medier, som Snapchat og Facebook, i høj grad er centreret omkring dine private relationer, så er Instagram i langt højere grad et medie, som bruges til inspiration og underholdning.

Musikere, kunstnere, sportsfolk og andre underholdende virksomheder og personaer er i allerhøjeste kurs på platformen og beretter om, hvad folk bruger deres tid på, på medierne.

I følge Danmarks statistik (2017) bruger 24 % af alle danskere Instagram og dette flere gange om dagen.

Platformen er centreret omkring deling af billeder og video-formater, hvilket gør den optimal for fotografer at bruge.

Hvornår skal du være på Instagram?

Alle kan være til stede på Instagram, men har du ambitioner om at skabe potentielle kunderelationer på mediet, så skal du ikke forvente, at de kommer trissende blot ved din tilstedeværelse.

Det kræver tålmodighed og ”hårdt” arbejde, og du skal derfor kun begive dig ud i at bruge Instagram professionelt, hvis du er villig til at investere en god del tid i mediet. Både i form af at være til stede, når folk reagerer på dit indhold, men også i forhold til at redigere billeder og poste indhold regelmæssigt på mediet.

Hvad kræver det at få succes på Instagram?

Den røde tråd

Først og fremmest er det vigtigt at tage stilling til ”den røde tråd”. Find en niche og hold dig indenfor denne. Der er mange ”stemmer”, der kæmper om at blive hørt på Instgram, og har du ikke en skarpskåret profil, drukner dit indhold i mængden.

Du kan finde den røde tråd på mange måder. Det kan være gennem billederedigering, stillistisk eller ved at vælge billeder, som er taget kontinuerligt på en bestemt, finurlig eller anderledes måde.

Vær til stede på platformen

Herudover er det vigtigt, at du er til stede. Dine brugere er til stede flere gange om dagen på Instagram. Derfor skal du også være klar til at poste indholdet, som de søger. Lav en strategi for, hvad du vil poste og hvor ofte.

Det magiske spørgsmål, er ”hvor ofte skal jeg poste indhold” og her må du mærke efter i maven. Hvor interesseret er dine brugere? Er hver dag for ofte eller skal det være hver 2.-3. dag? Rådet herfra vil være, at du som minimum poster 1-2 gange om ugen, hvis du ønsker at fastholde dit publikum.

Har du noget at byde på?

Det kan være et intimiderende spørgsmål for selv den dygtigste fotograf. Men det er samtidigt nok det allervigtigste. For er det kun din omgangskreds, der følger dig, som også følger dig, fordi de kan lide din person og ikke nødvendigvis kun dit arbejde, så er der noget galt. Og det er tid til en revurdering af både billeder og indhold.

Kig på, om du har fået mere feedback på nogle billeder, frem for andre. Overvej at skære andet indhold væk, som folk ikke har reageret på og gå videre med det, du kan se virker.

Du skal naturligvis ikke lade dig styre af mængden, men det er vigtigt at lytte til dit publikum og prøve at give dem mere af, hvad de synes godt om.

Kvittér for feedback

Alle mennesker kan lide at blive set og hørt. Også dem, som giver feedbacken. Husk at kvittere med et like på et like, eller en venlig kommentar tilbage, på de kommentarer du får.

En anden måde at sige ”tak for anerkendelsen” på kan være ved at give feedback tilbage i form af likes eller kommentarer på afsenderens profil. Det gør måske, at vedkommende får lyst til at følge dig eller kommenterer igen en anden gang.

Og for hver gang, andre foretager en aktiv handling på din profil, vil dette dukke op i deres aktivitets-feed, som kan hjælpe deres følgere med at finde dit indhold.

Brug geo-placeringer

Har du brugt en populær lokation, så som Nyhavn, er det en god idé at tilføje geolokationen til dit billede. Folk bruger både Hashtags og Geolokationer (”steder”) til at finde nye spændende billeder.

Og når de er i humør til at kigge nærmere på billeder fra Nyhavn, vil dit billede automatisk være at finde under denne lokation, hvis du husker at bruge funktionen. Vær dog opmærksom på, at dit billede med tiden vil forsvinde i feeden, som bliver opdateret for hver gang et nyt billede lægges op på samme lokation under fanen ”seneste”.

Får dit billede mange likes, vil det dog fortsat ligge under fanen ”populære”, som vil sørge for at billedet er synligt i længere tid.

Brug hashtags, som virker

Hashtags er et værktøj sendt fra himlen. Det er en af de nemmeste måder at blive fundet på, på Instagram, hvis man endnu er uopdaget fotograf for sin modtager. Brug derfor både geoplaceringer og hashtags så ofte som muligt. Og brug dem med måde.

Det vil sige: Brug ikke 20 hashtags under hvert billede, men hold dig til dem, der giver mest mening. F.eks. #Nyhavn #FotografIKøbenhavn #CanonEosMark5 #VisitCopenhagen Du behøver ikke være bange for de internationale hashtags, da danskerne også godt kan lide at se, hvad vi har at tilbyde turister, som lægges under disse.

En vigtig tilføjelse er i øvrigt, at hashtags bruges som emneindikatorer. Leder du efter en fotograf i København, er det vigtigt, at hele teksten står bagefter ”#” og ikke som ”#Fotograf #I #København”, som jeg alt for ofte ser. Dette er en misforstået brug af funktionen, som ikke vil lede dine brugere ind på din profil.

Hyg dig med mediet

Det sidste tip er, at det ikke er værd at være på platformen, hvis ikke du selv har det sjovt med arbejdet og har lyst til at være til stede.

De første 10 billeder er nemme at lægge op, men du skulle gerne have tålmodigheden og lysten til at fortsætte arbejdet efter de 10 billeder, sådan så det ikke blot bliver til 10 billeder ”postet sidste år”, som folk ser når de besøger din profil.

For det efterlader dem ikke med et indtryk af, at du er en ”aktiv og engageret fotograf”, som er værd at følge. Så tag stilling til dette før, du opretter en profil.

God fornøjelse 🙂

Fotomalia siger tak

Herfra FotoMalia-holdet skal der lyde en stor tak til vores hemmelige gæsteblogger. Vi sætter stor pris på din tid og din villighed til at dele.

Relateret indlæg

1 Kommentar

Sean Bodin februar 25, 2018 - 4:27 pm

Det er lidt sjovt med hvor man placere sine foto! Selv dyrker jeg streetfotografiet, men lægger man det samme foto på facebook, instagram, twitter, flickr osv. osv. er der enormt forskel hvor mange lik´s og hvor. Der må være stor forskel på hvilket klientel der er hvor! ;O)

Besvar

Smid en kommentar til os