Nikon D5 – Test

af Ard Jongsma

Ard har nu fotograferet to måneder med Nikon D5. Efter knap 25.000 eksponeringer giver han sin uforbeholden vurdering af Nikons nye flagskib. Her er den korte udgave: Touch skærm? Gaaab. 12 billeder pr sekund? Gaaab. 4k? Gaaab. Høj ISO? Halvt gaaab. Men det nye fokussystem? Wow, wow og atter wow!

 

TO MÅNEDER MED NIKON D5

For tre måneder siden stod Brian og jeg sammen med Nikons Simon Schelde i Randers Regnskov med en spritny D5 i fingrene. Kameraet var ikke kommet på markedet endnu og vi syntes det var vildt spændende at få lov at prøve det. Men vi måtte ikke se rå filer og i virkeligheden blev vi ikke meget klogere end at vi måtte indrømme at det var irriterende at have ét kamera med touch screen og ét uden fordi man begyndte at pille ved det andet kameras LCD skærm med det samme. Det var i sandhed et dybdeborende preview.

Jeg fik min egen D5 ikke længe efter fra Goecker. Serienummer 416… Min D3s var på seks år nået op på knap 200.000 billeder og skulle skiftes ud. Jeg fotograferer hovedsageligt med to pro huse samt et D800e, som samtidig blev skiftet ud til et D810.

April, maj og juni er sindssyge måneder her. Weekend og fridag er en by i Rusland og D5-eren blev sat på hård prøve med det samme. Jeg har nu skudt 25.000 billeder med den. Det er næsten en fjerdel af hvad jeg har fotograferet med mit D4s på hele tre år!

Det betyder at jeg har lært kameraet grundigt at kende, og at jeg, i modsætning til den eftermiddag i Randers Regnskov, har en helstøbt vurdering nu. Ikke dugfrisk, men dybtgående.

Det kan risikere at blive et voldsomt langt indlæg og det skal det ikke, så jeg vil simpelthen tage mine vigtigste erfaringer punktvis. Har jeg overset noget, må I spørge i kommentarfeltet eller på Facebook.

 

Nikon D5, Voigtländer 135mm Macro APO-Lanthar, f/2.5, 1/160, ISO 50. 

D5 autofokus

Skal vi ikke bare starte med den bedste nyhed? Så kan læsere hægte af, efterhånden som de ikke gider mere. D5 er jo blot en opgradering af D4s. Kameraerne virker herligt ved siden af hinanden. Men den fortjener fuld ud at have fået et nyt modelnavn, i stedet for bare at blive kaldt D4z eller noget lignende. Og det gør den udelukkende på grund af dens vanvittige forbedringer på autofokusområdet.

Der er blevet skrevet en del om, at hele autofokussystemet er blevet omdesignet fra bunden. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det virker, og det virker MEGET bedre end det har gjort nogensinde før på et Nikon kamera.

D5 autofokus er frem for alt øjensynligt enten blevet effektiviseret eller har fået væsentligt mere processorkraft til rådighed. Funktioner som 3D autofokus, som i alle foregående kameraer var en god ide som ikke helt virkede endnu, er begyndt at fungere som de skal. En dag vil de blive afgørende for autofokus, fordi funktionen er den eneste som i teori helt kan undgå at man taber autofokus når noget bevæger sig ind foran motivet. Vi er der ikke helt endnu, men vi er tæt på!

 

Det er edderdaleme flot klaret af 3D autofokus mode … Nikon D5, 200mm/f2, f/2 (!), 1/4000, ISO 360.

Hvad bygger jeg mine erfaringer på? To ting: den ene handler om præcision, den anden om hastighed.

Problemet med præcision render jeg ind i til dagligt. Jeg fotograferer næsten udelukkende med objektiver med fast brændvidde, helst ned til 1.4. Og jeg fotograferer rigtigt, rigtigt meget med blænden på vidt gab. Jeg er derudover en uforbederlig  vovehals. Jeg tøver ikke med at fotografere kysset eller ringen til et bryllup på blænde 2.0med min 200mm/2, eller gennemklipning af bånd når kronprinsessen åbner et eller andet på 1.4 på en 35 eller 85mm. Det er ekstremt dumt, men lykkes det, har jeg som regel det fedeste billede. Lykkes det ikke er jeg på røven. Det er ren overlevelse for mig og min forretning om mit kamera kan klare mosten og giver mig mindst omkring 50% korrekt fokuserede billeder. Og korrekt i det her tilfælde betyder ikke en millimeter foran eller bagved det ideele fokusfelt.

Min 200/f2 har altid klaret sig sindssygt godt på dette område, men min 85mm/1.4 kunne slet ikke komme i nærheden på D3s. Det blev væsentligt bedre på D4s.

Du skal huske at det i mange tilfælde er mine egne bevægelser frem og tilbage som er tilstrækkelige for at ødelægge fokuseringen på blænde 1.4. Det kræver næsten lige så meget af autofokussystemet som en stærkt løbende fodboldspiller.

Problemet med hastighed er jeg ikke så tit udsat for, men jeg var ude at fotografere flyvende rørhøg i Holland i starten af denne måned under meget vanskelige forhold. Jeg brugte Nikons 500mm/f4 og kunne ikke benytte stativ, så jeg var nødt til at fotografere ned til 1/3200 sekund. Det har jeg altid haft ekstremt dårlige erfaringer med. Skraldespandsraten har altid ligget helt oppe i 75% feltet, uanset hvilke indstillinger jeg brugte og det er bare for ringe.

Og tro mig, jeg har prøvet, både med D3s og D4s. Mellem de to kameraer var der væsentlige forbedringer på den hurtigste indstilling: d9, hvor fokuspunktet bliver understøttet af de otte omkring liggende punkter.

D5 virkede stort set fejlfrit. Som i: skraldespandsrate nær nul. Havde jeg fanget startfokus korrekt, havde jeg stort set udelukkende gemmere i både den nye d25 indstilling (som erstatter d9) og i ’group focus’.

I begge indstillinger blev trætte arme straffet hårdt: hvis jeg tabte fuglen ud af det selekterede område i søgeren, tabte jeg også fokus med det samme.

Hvis jeg brugte 3D til at fange første fokus, gik skraldespandsraten op i retning af 50%, men til gengæld kunne jeg lave større følgefejl uden at tabe fokus.

Jeg er dødhamrende imponeret.

 

… men jeg kan egentlig bedre lide dette billede med de svævende rester af en forsvunden bold!   Nikon D5, 200mm/f2, f/2 (!), 1/4000, ISO 280.

 

Eneste minus er, at jeg havde håbet at præcisionen på min 85mm/f1.4 ville endelig komme i nærheden af præcisionen på min 200mm/f2. Det gør den ikke og nu må jeg da med overbevisning kunne konstatere at det virkeligt er et lorteobjektiv. Klapper alt, tager det de mest sindssyge billeder. Men det er SÅ svært at få alt til at klappe under vanskelige lysforhold (halvdelen af mit arbejde!), at det er og bliver ved at være svært at anbefale objektivet til alle andre end dem der virkelig ved hvad de har gang i. Køb, igen og igen, Nikons 85mm/f1.8 i stedet for. Der er intet Nikon objektiv som giver SÅ meget for pengene.

 

D5 foretrukne objektiver

Nu vi er ved objektiver vover jeg mig lige ud på et område som bliver omtalt meget sjældent og kun af folk hvis mening jeg virkelig repekterer højt, fordi de ikke er middelmådig fotograferende skrivebordsreviewere som Thom Hogan og Ken Rockwell men dygtige fotografer. Ming Thein er en af mine favoritter. Nasim Mansurov får måske en god andenplads.

Især Ming Thein omtaler en gang imellem noget som jeg tit er rendt ind i: at nogle kameraer bare synes at virke bedre med nogle objektiver end andre. Jeg havde især lagt mærke til at jeg ikke KUNNE få skarpe billeder med min 85mm/1.4 på f1.4 min D800e og fik først for nylig bekræftet at det ikke bare var mig, mit kamera eller mit objektiv. (Intet nyt med D810. Bare glem det.)

Samme objektiv (85/1.4) fungerede ad helvedes til på min D3s, men kom først rigtigt ind i kampen på min D4s. Og nu, med en sensor som har endnu engang fem flere MP, er den simpelthen fremragende. Den fokuserer elendigt i alt andet end det bedste lys, som jeg beskrev før, men når alt falder på plads er det bare det rene visuelle guf!

 

FAUB at Jazzhus Montmartre, pushed en hel del, alt var jo underbelyst i starten (se længere ned) – Nikon D5, 85mm/f1.4, 1.8, 1/160, ISO 3200.

Jeg havde et lignende problem med min 500mm/f4. Den har aldrig virket godt på min D3s, billederne var aldrig helt kritisk skarpe. Den blev først et vidunderobjektiv på min d800e, dog indrømmet på f5.6, ikke på f4. Til trods for objektivets enorme pris, er det bare ikke skarpt. Det når ikke 200/2 til sokkehøjde.

Med telekonverter var det endnu værre. Jeg har aldrig seriøst brugt telekonverter på min 500/4. Billederne kunne bare ikke bruges i professionelt øjemed.

Og nu kommer pointen, og undskyld at jeg trak den, men 500/4 MED telekonverter kører fremragende på D5-eren!

Her er et fint eksempel: håndholdt 700mm, kun lukket 2/3 blændetrin ned.

 

Rørhøg – Nikon D5, 500/4 + TC 1.4II, f7, 1/1600, ISO 12.800

 

D5 ved høj ISO

Igen noget som er blevet omdiskuteret meget. Der skulle efter sighende ikke være en væsentlig forbedring i høj ISO ydelse. Jeg er røvhamrende ligeglad hvad folk måler. Læg lige mærke til ISO på billedet foroven! Billedet er ovenikøbet hårdt croppet (omkring 50%) hvilket forværrer ISO støj betragteligt. På D4s går jeg ikke over 6400. Auto ISO på D5 står nu solidt på 12.800. Et lille sidenotat: støjreducering ved høj ISO handler i allerhøjeste grad om korrekt eksponering. Undereksponering, selv med et halvt stop, straffes barskt ved høj ISO. Selvom det virker kontraintuitiv når der skal spares alle vegne, er det bedre at overeksponere en anelse ved en endnu højere ISO værdi end at undereksponere.  Billedet foroven fik +2/3 stop overeksponering. D5 leverer bare bedre ved høj ISO end D4s. Ikke meget, men bedre, igen, igen. Og om dert er pga sensoren eller software trylleri er jeg også bedøvende ligeglad med. Bare det virker. Og det gør det.

 

Sengetid. Nikon D5, 500mm/f5, f4, 1/400, ISO 11.400.

D5 (under)eksponering

Det leder os med det samme til én af de mest mystiske ændringer i dette kamera. Jeg har ikke læst andres anmeldelser endnu, fordi jeg ville give min egen uforbeholden mening, men jeg er sikker på at jeg ville kunne finde forklaringer rundomkring. Nikon har pillet ved lysmålingssystemet. Alt, alt for mange billeder bliver underbelyst.

Jeg har ikke helt styr på hvad der foregår endnu, men har forstået fra fora som Nikonians og DPReview at andre har samme erfaring. Og Brian, som har fået sin D5 for et par uger siden (han kommer fra en D4), har også lagt mærke til det. Jeg ved, at Nikon har introduceret en ny type matrix måling som finder highlights og justerer for dem. Smart, nu hvor skyggerne ikke har så voldsomt meget støj længere som de havde indtil D3-eren. Men den målemetode skal man selv indstille, og det har jeg ikke gjort. Alle andre indstillingerne er dobbelttjekket.

Det sker heller ikke udelukkende ved matrix måling. Jeg bruger meget spotmåling, især ved portrætter. Én tommelfingerknap er altid indstillet til skift fra matrix til spot, og Fn knappen på forsiden af kameraet låser målingen. (Jeg har nu permanent tabt følelsen i spidsen af min højre ringfinger på grund af denne opsætning, men den virker for mig og det er en indikation for hvor meget jeg bruger metoden.) Spotmåling på toppen af kindbenet, som jeg altid har brugt, giver nu konsekvent let undereksponerede billder. Jeg vil umiddelbart tro at der er tale om 2/3 til 1 stop. Det er alligevel meget ved høj ISO.

Nørd alert: Det virker helt umiddelbart som om Nikon har forladt standarden at bruge 12% grå som lysmålingsstandard (18% grå – en printstandard – er lig med midten mellem sort og hvid eller neutral grå. Læs evt. mere her.). Men det ville være for voldsomt i en industri med så vigtige standarder på dette område. Det har jeg meget svært ved at tro.

Som sagt har jeg ingen endegyldig forklaring endnu. Elasticiteten i de fleste filer er stor nok til at jeg godt kan trykke billederne lidt op i råkonverteringen, men det er irriterende at have to kameraer med en så forskellig form for lysmåling og når jeg endelig forstår hvad der foregår kan jeg blive nødt til at lave en permanent justering.

 

Her gik kameraet helt målrettet efter at redde highlights, og det gjorde det såmænd forbandet godt! Nikon D5, matrix måling, 200mm/f2, f/5.6, 1/500, ISO 100.

D5 hastighed (burst)

Hastighed er nøgleordet når man skal beskrive D5. Og det gælder ikke kun burst speed, som er 12 billeder pr sekund. Den bruger jeg stort set aldrig. Jeg er ingen sportsfotograf, men i naturen, ved hurtigt bevægende motiver, sker der SÅ meget mellem to skud, selv ved 12 billeder pr sekund, at jeg stadigvæk ikke tør at stole på maskinpistolskud i langt de fleste situationer. Timing er uhyggelig vigtig, og timing er noget som skal læres. Behersker du timing fuld ud,  kan du adskille dig væsentligt fra andre fotografer. Og det er afgørende i et trængt marked.

Men hvis man SKAL bruge maskinpistolskud, er D5 et mageløst stykke værktøj.

Når rørhøg har unger jager den ene af forældreparret mens den anden jager. Byttet bliver overdraget i luften og det er ret spektakulært. Nogle gange hænger de fast på hinanden, den nederste fugl på hovedet. Andre gange smider de byttet ned til hinanden, mens de begge flyver.

Den eneste overdragelse jeg fik indenfor rækkevidde var en situation hvor hannen fløj omkring en meter over hunnen. Da hannen smed byttet fangede D5 kun to skud med kødbene i frit fald. Det var to skud ud af 12 pr sekund.

 

Rørhøg – Nikon D5, 500/4,  f4, 1/2500, ISO 560

D5 hastighed (buffer)

En vigtig faktor i et kameras hastighed er dets buffer. Kort og enkelt sagt tager det længere tid at skrive billedet til kortet end det tager at eksponere det. Så hvis du tager maskinpistolskud vil du en gang imellem rende ind i situationen hvor kameraet ikke kan skyde mere fordi hele motorvejen til kortet er fyldt med billeder. Kameraet halter og det er en forfærdelig situation at stå i fordi du sandsynligvis har fyldt bufferen (motorvejen) op fordi der skete noget vigtigt.

Her er dommen over D5 ret enkel: jeg har aldrig fotograferet med et kamera som havde så sindssyg en buffer at jeg bare ikke kunne fylde den op. Det er ikke så afgørende vigtigt for mig og min type fotografi, men det må være helt, helt afgørende for nogle presse- og sportsfotografer.

 

D5 dynamikomfang

Åh gud, jeg fandt først for nylig ud af hvor meget der er blevet skrevet om at dynamikomfanget i  D5 skulle være blevet MINDRE end den var i forgængerne! Det var skræmmende læsning, da dynamikomfanget er en afgørende faktor for mig. Jeg har fotograferet med D100 og D200 og jeg ved hvilken kamp det er at slås med smal dynamikomfang.

Dynamikomfang er helt enkelt sagt en indikation for, hvor mange nuancer af dybe skygger og lyse highlights kameraet kan skelne imellem. Er dynamikomfanget stort, taler vi om elastiske filer, som man kan arbejde meget videre med i efterbehandlingen.

 

Nikon D5, 16mm/f2.8 fisheye, f/4, 1/160, ISO 3200. 

Den værste dynamikomfangsdræber er høj ISO, og heri ligger min største kritik af al snakken om den ringere dynamikomfang af D5: der er efterhånden ikke en fotograf tilbage som ikke er bedøvende ligeglad med om kameraet står på ISO 100 eller ISO 800. Alle kører med auto-ISO når der er knald på. Og det er et langt større problem end D5s påståede forværring af dynamikomfanget.

Hvis jeg vil have en stor dynamikomfang tager jeg min D810 og stiller den på base ISO (forbløffende 64 på D810). Så må alle andre faktorer følge efter: er der ikke nok lys, skal vi have lamperne ud eller lukkertiden ned, alt efter hvad er mest hensigtsmæssigt i den pågældende situation.

D5 er ikke bygget til dette formål. Den har en relativ (til andre kameraer) fabelagtig dynamikomfang ved højere ISO værdier. Væsentligt bedre end min D3s havde, hvad enten folk skriver. Men der er ikke den store forskel  med min D4s, og det er dejligt. De to kameraer matcher hinanden godt, hvilket d3s og d4s gjorde i væsentlig ringere grad.

 

En ret vild kombi af farvet lys med dybe skygger og lyse highlights! Nikon D5, 20/1.8,  f2, 1/160, ISO 5600.

D5 hvidbalance

Fordi jeg skyder mange indendørs events er hvidbalance uhyre vigtig for mig. Det er en stadig tiltagende udfordring for kameraer at vurdere hvidbalancen automatisk, simpelthen fordi der findes færre og færre steder med kun én enkel slags lys. Som regel fotografer man i miljøer som er oplyst med alt fra halogen og sparepærer til alle fotografers forbandelse: smalspektret LED lys. Også hen mod sommeren lidt blændet dagslys. Jeg har længe accepteret at automatisk hvidbalance indendørs nok aldrig kommer til at virke. Men nu, hvor kameraerne er udstyret med ansigtsgenkendelse burde det blive nemmere igen? Belysningen på det ansigt som fokuspunktet ligger i burde være basis for hvidbalancen, ikke? Det gør det enten ikke, eller dårligt. Auto hvidbalance stinker stadigvæk og alle ansigter fotograferet med et hvilket som helst Nikon kamera skal skrabes for rødt.

 

Klassisk mareridtssituation for hvidbalancen. Projektorskærm bag taleren, flot hovedlys og en skæv Amsterdamsk lysmand ved knapperne på et for billigt LED lys anlæg med ren magenta i foregrunden og ren blå som backlight – Nikon D5, 35mm/f1.4 (Sigma ART),  f1.4, 1/160, ISO 180.

D5 autofokus finjustering

Nogle gange render man ind i en feature som man synes er så genial at man undrer sig over hvorfor det ikke har været standard indtil nu. Det har jeg med finjusteringen af autofokus, som er afgørende vigtig for mig. På en 85/1.4 er skarphedsdybden så flimmertynd at al fejljustering af objektivet bliver straffet voldsomt hårdt.

Modsat et spejlløst kamera, bliver autofokus i et spejlreflekskamera ikke reguleret fra sensoren. Autofokus-måleudstyret ligger i bunden af objektivåbningen UNDER spejlet. Det betyder at der kan opstå justeringsfejl. Faktisk ejer jeg ikke et eneste objektiv som ikke er finjusteret. Nogle gange endda ret voldsomt. Finjusteringen skal udføres for hvert objektiv på hvert kamera du har.

Det var en forfærdelig proces i alle Nikon kameraer indtil nu: man lavede en opstilling og i bund og grund prøvede sig frem indtil resultatet så godt ud.

I D5 foregår det barnligt enkelt. Du fokuserer i live view, trykker på en knap og bum… færdig. Hurra, hurra! Men jeg nægter at give Nikon credit for det fordi det skulle have været implementeret i det første kamera med live view for mange, mange år siden!

 

Når man konstant bruger flimmertynd skarphedsdybde er det afgørende at have kalibreret objektiverne ordentligt. D5 gør det, endelig, barnemad.
Her fabelagtige Christian Zehnder i Flensburgs Marienkirche – Nikon D5, 200mm/f2, f2, 1/250, ISO 400.

Touch screen

Gaaab… Men Brian var ret begejstret og jeg er enig i alt hvad Brian siger. På papiret er det en fed feature, men jeg har ikke taget det i brug fordi mine to kameraer simpelthen skal ligne hinanden så meget som muligt. Det kommer den dag jeg har to pro huse med touch screen. Og ja, jeg er så glad for D5 at jeg har overvejet at sælge mit D4s og købe to.

 

Flere knapper

En feature som jeg var vildt begejstret for inden kameraet udkom, var den ekstra funktionsknap til højre for objektivet. Jeg spiller klaver på mine kameraer, hvor knapperne er indstillet til eksponeringslås, flash lås, skift fra matrix lysmåling til spotmåling, osv. Jeg kan altid bruge flere knapper! Tænkte jeg… Old habits die hard. Jeg har ikke indstillet den tredje knap endnu.

Nikon-D5-topOmbytningen af pegefingerknapperne ved lukkeren er jeg mindre glad for. Der sidder nu en dedikeret ISO knap ved siden af en dedikeret videooptagelsesknap, og sidstnævnte har forvist MODE knappen til venstre side af kameraet. Det er især det sidste som er et problem for mig. Jeg skifter ikke meget væk fra blændeprioritering (A), men når jeg gør skal det som regel gå stærkt og jeg har for ofte min højre hånd under store objektiver til at kunne bruge den til knappeskift på venstre siden. Jeg har bare programmeret kameraet tilbage, så videooptagelsesknappen nu fungerer som MODE knap når man skyder billeder.

 

Hele resten

Jeg skal huske at nævne de ting som jeg har lært at tage for givet med Nikons pro huse, fordi i virkeligheden er D5 jo bare en fortsættelse af en stærk tradition, med små fornyelser udover den spektakulære forbedring af autofokussystemet.

  1. Det er et kamera som man kan slå et søm med i en væg hvis man lige står og mangler en hammer, som man kan åbne en ølflaske med, hvilket enhver fagmand skal kunne med sit primære værktøj, og som man kan have hængende på siden mens man løber, uden konstant at frygte at det vil tage skade. Faktisk er jeg meget mere bekymret for andre som kan komme i hårdhændet berøring med mine kameraer end for kameraerne selv.
  2. Kameraet bekræfter igen og igen det første af de to allervigtigste grunde hvorfor jeg fotograferer med Nikon: Nikon støj er ikke et irritationsmioment. Nikon støj er et estetisk værktøj. Nikon støj er smukt, især hvis det bliver behandlet udenom Lightroom, i Capture One eller endnu bedre, med Nikons egen Capture NX-D. Det er lige før det er syndt at kameraerne bliver mere og mere støjfrie.
  3. Den anden grund er Nikons legendariske ergonomi. Lige når man hver gang tror at det ikke kan blive bedre gør det det alligevel. Når man skal have sit kamera i hænderne flere timer om dagen, hver eneste enkelte dag, er det et supervigtigt argument. Tommelfingerknapperne på højre side er i min opfattelse blevet værre med årene, men som helhed er D5 bare dét kamera på markedet som ligger allermest stabilt og solidt i mine hænder.

 

 

Relateret indlæg

9 Kommentarer

Jacob almtoft juni 20, 2016 - 8:37 am

Jeg er fuldkommen enig… Det er uden tvivl det heftigste kamera jeg nogensinde har brugt og efter en weekend med DM i maratonkajak, så er jeg ligeledes superimponeret over specielt autofokus og burstraten.
Min største anke er isoknappen, der pga. Placeringen kan medvirke til brækkede fingre hvis man f.eks skal på auto-ISO. Her skal foreste programhjul drejes med skråtopfinger eller lignende imens ens højtrænede højrepegefinger holder isoknappen i bund.
Meeeeen det kan jeg leve med når resten er SÅ gennemført.

Besvar
Ard Jongsma juni 20, 2016 - 12:45 pm

Hahaha! Du skal bare komme med i boulderingklubben Jacob! Jeg ved præcist hvilken fingerkombo du mener men jeg KAN den :)))

Besvar
jacobadk juni 21, 2016 - 1:04 pm

Har også flere gange ramt Exp.komp. istedet, med meget lyse billeder som resultat 🙂 Meeeen er ved at have kameraet under huden nu. Skød fodbold igår og har ét skud… ja ét, hvor autofokusen har misset en spiller. Ud af 680 billeder på program “frås” er det ret godt gået.

Og vejrforsejlingen er også godkendt efter halvanden time i silende regn.

Men jo bouldering lyder spændende, havde ikke overvejet det kunne styrke mine kamerahandlingskills 🙂

Besvar
Ard Jongsma juni 22, 2016 - 9:06 pm

Bouldering er genial! Prøv det!

Besvar
Brian - fotomalia.dk juni 20, 2016 - 3:20 pm

Han skal bare lade være med at pive, jeg har også nemt lært den finger kombo – ingen problemer….

Du må bare få byttet dine finger!

Besvar
Claus Jepsen juni 21, 2016 - 3:42 pm

Super god og meget personlig anmeldelse der er værd at læse – og drøn flotte billeder i øvrigt!

Besvar
Ard Jongsma juni 22, 2016 - 9:05 pm

Tak skal du have Claus – til begge kommentarer!

Besvar
Lars september 4, 2016 - 8:33 pm

Hej Ard! Tak for en god test / anmeldelse. Du har jo lagt klejnerne så nu SKAL du være vild med det kamera… 😉 Nej jeg er sikker på at det er fedt. Personligt kan jeg desværre ikke forsvare et køb til mit amatørbrug, så det blev til et D500 istedet. Det er der jo heldigvis rigtig meget D5 i – og nu er der også fornyligen dryppet lidt D500 tilbage på D5. Hvordan går det med knap-layout ændringerne ved brug samen med D4s? Jeg har måttet reprogrammere alle mine kameraer fordi Fn1 nu er flyttet til et spøjst sted på D500 som ikke falder umiddelbart under nogen fingre! Jeg brugte før Fn1 til billedvisning – nu må jeg bruge stopdown knappen som sidder samme sted på alle kameraer. Jeg synes stadig det er noget bøvl at Mode knap og ISO knap er flyttet. Hyg!

Besvar
Ole Thielemann april 9, 2018 - 8:21 pm

Jeg ejer ikke en D5 og kommer nok ikke til det (Har til gengæld et par andre gode Nikon huse).
Mht. AF er Nikon stadigvæk bare bagud – Nikon har ansigtsgenkendelse SONY har øjengenkendelse – æd den – noget du helt sikkert ville have nydt godt af når du fotografere v/fuld blænde. Automatisk Micro AF justering er så dårligt implementeret at man ikke tør tro det. Du skal trykke på en knap for at bekræfte funktionen, havde det så bare været udløser knappen, så man kunne gøre det vha. en fjernudløser – funktionen burde køre automatisk, så man undgik at røre kameraet og dermed skabe rystelser – uigennemtænkt simpelthen.
Jeps, Nikon laver noget godt udstyr, men innovationen mangler og de taber terræn til SONY i disse dage og det er forståeligt. Nyskabelser kommer simpelthen for langsom og koster dyrt.

Besvar

Skriv et svar til Lars Cancel Reply