SENESTE INDLÆG
Farvelære / Farven gul (november 14, 2017 12:00 pm)
Mufloner i Spanien (november 10, 2017 11:21 am)
Hvad betyder 50cm….? (november 9, 2017 6:20 pm)
Hvad er meningen – egentlig? (november 7, 2017 9:44 am)

Snapshots af hverdagen

Share

Et snapshot er som at sætte verden i stå og pille små visuelle brudstykker ud af helt almindelige og umiddelbart ubetydelige hverdagsbegivenheder

Jeg holder af hverdagens snapshots. Det udramatiske, begivenhedsløse, ordinære. Af at gå på gaden med kameraet og observere, undre og more mig over menneskets adfærd i de daglige trummerum-rutiner.

Mennesker gør, hvad mennesker nu engang gør. De lever og agerer i deres egne små tilværelser. Myldrer rundt mellem hinanden med hvert sit vigtige gøremål, der ofte er det samme dag ud og dag ind.

Palermo, Sicilien. Mellem kl. 13 og 16 er der eftermiddagspause, og næsten alt er lukket og slukket.Palermo, Sicilien. Mellem kl. 13 og 16 er der eftermiddagspause, og næsten alt er lukket og slukket.   

Dagene gentager sig selv. Som i Groundhog Day, hvor Phil Conners (spillet af Bill Murray) vågner på samme tidspunkt på samme dato hver eneste dag, og hvor alting gentager sig nøjagtig som i går, som jo er i dag.

I modsætning til alle andre er han bevidst om sin skæbne og når næsten vanviddets rand i desperation over ikke at kunne slippe ud af tids-loopet. Han slipper ud til sidst. Men det kræver selvransagelse og en radikal adfærdsændring.

“Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser –
Jeg holder af hverdagen”
– Dan Turèll, Hyldest til hverdagen

Hvad er egentlig meningen med vores tids-loop? Dagligdagen, rutinerne, som mange blot udfører uden at skænke det nogen dybere tanker og tilsyneladende uden at stille de store, grundlæggende, eksistentielle spørgsmål.

Palermo, Sicilien. Man kan uden problemer tilbringe dage, og så endnu flere dage, med kameraet her på de mange markeder, der er en fest for alle sanser.

Det bliver morgen, vækkeuret ringer, vi myldrer ud på vores cykler, i vores biler, busser, tog, vi arbejder det meste af dagen, vi myldrer udmattede hjem igen, dyrker lidt koncentreret, ofte pligtskyldigt påtaget, hygge med ungerne, spiser aftensmad, putter unger, indhenter noget af det arbejde, vi er bagude med, hygger (sover på sofaen), går i seng og sover, det bliver morgen, vækkeuret ringer…

En fremmed på planeten Jorden

Forestil dig, at du kommer fra en anden planet og bliver sendt på mission til planeten Jorden for at observere den her besynderlige art, mennesket. Forestil dig at lande midt i metropoler som Mexico City, New York, Tokyo. Forestil dig at lande midt i alt det kaos, mylder, larm, trafik, smog.

Castelveltrano, Sicilien. Et næsten kubistisk, surrealistisk gadesnapshot. Det er som om, der er noget galt med dimensionerne her. Jeg synes, den lille Fiat 500 virker underdimensioneret i forhold til omgivelserne. Men det er IKKE en modelbil, jeg har sat ind i billedet!Castelveltrano, Sicilien. Et næsten kubistisk, surrealistisk gadesnapshot. Det er som om, der er noget galt med dimensionerne her. Jeg synes, den lille Fiat 500 virker underdimensioneret i forhold til omgivelserne. Men det er IKKE en modelbil, jeg har sat ind i billedet!

Hvad du ser, hører og føler, stemmer ikke overens med rationalitet og sund fornuft. Du kan ikke med rette vende hjem til din egen planet og i din rapport påstå, at menneskearten tager godt vare på sig selv, hinanden, sine medarter og sit habitat.

Men du er splittet, for selvom indtrykket af menneskearten i et metaperspektiv synes lidet flatterende, er indtrykket væsentligt anderledes, hvis man kommer lidt tættere på individniveauet.

Snapshot: (eng., af snap snappe + shot skud), øjebliksfotografi; lynskud. (1)

På det niveau vil du kunne lande blandt en flok mennesker et hvilket som helst sted på Jorden og finde fællesskab, forståelse og medfølelse uanset religion, hudfarve, social klasse og politisk holdning. Og du forstår, at alle mennesker er ens med de samme basale drømme om at leve et godt og trygt liv.

Det skal også med i rapporten. Og sammen med dine overordnede vil du gruble dig ind i uendeligheden over modsætningen mellem menneskets godhed og menneskehedens adfærd.

Sicilien. Billede tv: Overalt på Sicilien vrimler det med vilde hunde og katte. Her i Mazara del Vallo fik vi selskab af to meget milde og venligsindede gadehunde, som synes vi var venner og fulgte os rundt i byen. Billede th: Havnebyen Sciacca er tætpakket af huse, mennesker, fiskerbåde og ja, siciliansk uhøjtidelig og afslappet kaos.

Hverdagen overalt hver dag

Når jeg går på gaden med kameraet, leger jeg ofte alien-landet-på-planeten-Jorden-legen. Jeg observerer livet. Jeg bliver overrasket og forundret. Fascineret og indigneret. Nogle gange bliver jeg trist, andre gange bliver jeg glad.

Og jeg bliver altid opløftet. Høj på menneskelig energi. Høj på at fotografere det ordinære, der i sig selv er ekstraordinært. Og hvor end i verden du befinder dig, så er den lige der for næsen af dig. Den ekstraordinært ordinære og helt vidunderlige hverdag.

Palermo, Sicilien. Der er langt mellem rig og fattig på Sicilien. Palermo, Sicilien. Der er langt mellem rig og fattig på Sicilien.

Kaos og skønhed

Alle hverdags-snapshots her i indlægget er fra Sicilien. Her er langt mellem rig og fattig på øen, der er på størrelse med Jylland og hører til den fattigste del af Italien.

Bruttonationalproduktet pr indbygger er 125.000 kr. I Italien generelt er det 192.000, og i Danmark er det 318.000. Arbejdsløsheden er 19 procent, og ungdomsarbejdsløsheden er 28 procent.

Som fotograf, som observatør fra det ydre rum, er Sicilien en fest. Jeg er især begejstret for fantastiske Palermo, der er et vanvittigt inferno af kaos og skønhed, orden i uorden, rigdom og fattigdom – det perfekte sted at lave hverdagssnapshots.

Grej: Kamera: Sony A7II. Glas: Palermo-billederne er lavet med standard-kitobjektivet 28-70mm. De andre billeder er lavet med et gammelt, manuelt Tamron 28mm. f/2.8 BBAR Multi C.

 

(1) snapshot i Dansk Fremmedordbog, 2. udg., Karl Hårbøl, Jørgen Schack og Henning Spang-Hanssen (red.), 1999, Gyldendal. Hentet 1. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161520

Share
Jon Detlefsen

Journalist og fotograf. Hjertet banker for at formidle og fortælle historier. Du finder Jon med kameraet i naturen, på gaden og de fleste steder der i mellem. Mantraet er, at ALT kan fotograferes, og at fotografi er en leg. Jon fotograferer både digitalt og analogt.

5 Comments

  1. Så har jeg endelig fået læst dine indlæg om din hede romance (åh, hvor er det svært ikke at komme med nogle drillende bemærkninger 😉 Indrømmer jeg læste indledningen x 2 og synes så faktisk slet ikke, jeg behøvede at læse videre 😄), denne og genlæst dit fotoprojekt. Alle f.… godt skrevet og super gode billeder. Fantastisk berigende …inspirerende, lærerigt og motiverende 👍 Tak for deling af tanker, viden og erfaringer 😃 Jeg elsker din tilgang til fotografering (og livet?). Hver eneste gang jeg har stået i en af mine små fotokriser, hører jeg nogle af dine ord for mit indre -og så går det sgu mærkeligt nok igen 😉 Du (og Carsten) har puttet så meget i min fotorygsæk, at jeg nogle gange kan blive helt rund-forvirret over alle ideerne, og alt det jeg gerne vil 😉 Har så uendeligt meget at lære og nok mindst 1000 ideer/projekter jeg gerne vil, men det er dog lykkes mig at koge ned til 3, jeg vil arbejde seriøs med (bemærk lige… jeg TØR kalde dem seriøse 😉 ) …oveni det løse selvfølgelig 😉 Begrænsningens kunst er jo ikke min stærke side …ligesom få ord ej heller er det 😊 Carsten nævnte ordet “forpligtelse”, da jeg talte med ham. I er begge erfarne og hammergode formidlere, deri kan der jo også ligger en forpligtelse eller måske et kald? Uanset, så bliv ved med at lave lærerige og inspirerende kurser …og indlæg 👍 Til jer begge af hjertet tak for lærdom, inspiration og motivation ❤️️

    Svar
    • Jon Detlefsen

      Ja Conny – jeg er enig med Carsten. Du er sgu sød. TAK for din meget meget generøse kommentar. Det varmer og motiverer, og jeg får lyst til at fortsætte med at fotografere og hælde varm luft ud her på FM og andre steder, så det tror jeg, jeg gør:)

      Svar
  2. Wow makker… !!

    Svar
  3. Du er sgu sød Conny 😀

    Svar

Leave A Comment