7. December – Sossusvlei – et fotoparadis uden lige!

Namibia må være alle landskabsfotografers, ret tørre, våde drøm. Især ét nærmest legendarisk sted i Namibiens ørken er et sandt Mekka for folk med hang til skrappe farver og abstrakte former: Sossusvlei. I dag tager vi dig med på en lille tur i det orange sandhav.

 

EN TUR TIL MARS – OG TILBAGE

Dem som følger mit nyligt glatbarberede Instagram profil (@ardjongsma) kan ikke have undgået at lægge mærke til at jeg har været en tur i ørkensandet i september i år. Det var en gammel drøm som bare ikke var gået i opfyldelse fordi jeg er en doven rejsende, som kun tager steder hen som jeg bliver sendt ud til. Og da jeg er i Afrika i hvert fald to gange om året, vidste jeg at dagen måtte komme før eller senere hvor der skulle laves noget i Windhoek, ørkenlandets hovedstad.  Det skete så endelig i september. Jeg havde mulighed for at klistre seks dages egen fotografering til min opgave i Windhoek og blev blæst så voldsomt omkuld af landet, at jeg skal tilbage hele to gange i 2017. Og for en gangs skyld vil jeg prøve at holde min kæft med teknisk ævl her på bloggen, bare fortælle en god historie, og ellers lade billederne tale for sig selv. For dét kan de! I får ikke engang alle Exif data. Andet end kamera og objektiv er de ikke særligt relevante her.

To af højdepunkterne på min planlagte tur er begge lige legendariske navne i min store eventyrbog. Den ene er nationalparken Etosha, med sine hvide elefanter. Den vender vi tilbage til en anden gang. Den anden, Sossusvlei, er en dal skåret ind i verdens ældste ørken, Namib Desert; rusten som en gammel cykel og forblæst som Råbjerg Mile. Bare én million gange (!) så stor som sidstnævnte og med en behagelig temperatur – for mig i hvert fald – året rundt.  På Google Earth ser ørken og dal sådan ud – billedets bredde dækker over omkring 150km:

Namib Desert med Sossusvlei dalen. (Google Earth)

 

FLODDALEN

Dalen er så flad som en tennisbane. Den ligner faktisk en tennisbane, med småsten som belægning. Det er en klassisk floddal uden udløb. Vandet fordamper simpelthen inden det kan nå ned til Atlanterhavet. Sandet som omkranser dalen er forblæst som sne i driver i en vinterstorm i Danmark – med de karakteristiske slingrende rygge og glatte sider, bare i en hel anden størrelsesorden. De højeste sandklitter i verden findes her, hvor de rager mere end 300 meter op over havet. Sandet indeholder meget jern, som  i tidens løb er oxyderet og har givet den helt karakteristiske røde farve.

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 70-200mm/2.8 VRII, ISO 64

 

IKKE EN CYKELTUR

For at få farven til at blusse maksimalt op og for at få det bedste ud af de vanvittige former af sandformationerne, skal man stå tidligt op. Det er lidt af en opgave fordi der fra gaten ved byen Sesriem til selve området er en times kørsel. Og gaten åbner… ved solopgang. Røv!

Der er kun to måder at undgå at komme for sent: overnatning på en dyr lodge som ligger efter parkens gate, eller overnatning på parkens campingplads. Lodgen var forlængst booket op da jeg fandt ud af at jeg skulle til Namibia, så jeg bookede en plads på campingpladsen hvor jeg regnede med at sove i min store bil. Det endte jeg med at skulle gøre fire ud af mine ialt seks nætter, da også Etosha var helt booket op. Jeg dobbeltbookede dog et hotel lige udenfor parken for en sikkerheds skyld. Tidsplanen var stram og jeg vidste at det kunne ende med, at jeg var så træt efter turen at jeg ikke ville kunne overskue at sove i en bil. Eller at noget andet ville gå galt og jeg slet ikke ville nå gaten inden den lukkede. Vist var det Namibia, som er et rimeligt velorganiseret land, men det ligger trods alt i Afrika.

Jeg var landet i Windhoek kl.11 om formiddagen og turen til Sossusvlei var knap 400 kilometer, det meste over grusveje. Jeg regnede med at kunne nå én solnedgang og én solopgang i parken, før jeg skulle sætte kurs mod nord igen for på to dage at køre til Etosha. Men jeg havde ikke heldet med mig.

Bilen var slet ikke klar da jeg landede og jeg skulle vente to timer i den bagende sol ved lufthavnen før jeg fik den med. Efter 120 kilometer, 70 kilometer syd for Windhoek, sprang kilderemmen. Fire timer og 800 kroners telefonopkald (et par minutter) senere stod jeg med en erstatningsbil. Solen var ved at gå ned og jeg havde omkring 250 kilometers sort grusvej foran mig.

 

SAND, SAND …

Det lyder dog slemmere end det var. Jeg storelsker at køre alene over uendeligt lange veje fra ingenting mod ingenting. Det var bare surt at jeg havde tabt mit første vindue til fotografering af sandformationerne helt. Faktisk var jeg bange for, at jeg slet ikke kunne komme  ind i parken længere og derved også ville tabe mit andet vindue.

Så slemt blev det dog ikke. Jeg havde blod på tænderne igen da jeg endelig ankom lige inden midnat og kørte til gaten. Vagten fik en seddel med en del nuller i hænderne og åbnede glædeligt. Jeg nåede at finde mig en kold sejrsbajer og åbnede så bagklappen for at lægge mig til at sove… Alt var fyldt med sand. Jeg havde ikke haft lukket bagklappen helt. Min sovepose lå begravet under et tykt lag af det finest sandstøv og rejse- såvel som fototaske ligeledes. Jeg besluttede mig for, at det var et problem jeg kunne tage stilling til i morgen når der var lyst igen og satte mig bag rettet for at fryse ihjel. Fuck, der var koldt om natten!

 

… OG ATTER SAND

Nok var jeg ivrig, men jeg nåede ikke helt i pole position næste morgen. Jeg var blevet totalt forfrossen uden sovepose, startede varmeblæseren så snart jeg kunne og kørte afsted mod gaten hvor der allerede stod en anden bil. Da bommen endelig gik op var vi en tyve stykker som kom afsted, stille og roligt i en lang kolonne. Indtil de første biler begyndte at komme bagfra, som troede, at de var kommet for sent. Der startede overhalingsræset. Jeg var klar til at vende om – det gad jeg ikke være en del af, indtil jeg fandt ud af at de ALLE drejede af ved Dune 45 – den eneste sandbunke man må klatre op på for at se solen stå op. Og så var jeg helt, helt alene igen.

Jeg havde firehjulstræk, som man skal have for at køre de sidste fem kilometer til Deadvlei – en lille dal med forstenede træer som nok er den mest fotograferede i området. Så jeg bed mig med stor fryd ned i sandet da asfaltet stoppede. Jeg skred temmeligt ukontrolleret igennem pulveret i lidt over en kilometer, med hastigheden oppe for ikke at strande og en herlig støvsky bag bilen. Så løb jeg fast. Som i: HELT fast. Fremad, bagud, to-hjuls, fire-hjuls, roligt, aggresivt – intet hjalp og jeg var tudefærdig. Jeg var dødtræt. Jeg havde fløjet i næsten 24 timer, direkte fulgt af en køretur på 400 kilometers grusvej i en ravnemørk ørken. Én nat på en flyver og én nat på førersædet af en bil. Og fire kilometer fra målet var jeg løbet fast i det forbandede ørkensand. Solen var lige kommet over horisonten og hele området begyndte langsomt at forvandle sig til et brændende farvepalet med sorte, lange skygger. Jeg tog det eneste billede jeg regnede med at komme til at tage.

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 20mm/1.8, ISO 220

 

ET HASTEJOB!

Jeg kan ikke helt huske hvordan jeg kom løs igen. Jeg tømte bare dækkene for stort set al luft og pludelig var der bid. Og så var det bare med at komme væk fra det sand så hurtigt som muligt! Hele stedet stod jo i flammer og den forbandede Deadvlei kunne være ligemeget. Jeg havde måske 25 minutter til at finde de bedste steder langs med asfaltvejen, og det var fuldstændigt ligegyldigt hvor jeg dumpede mig ned. Mage til sted med fotomuligheder skal der ledes længe efter! Prioriteten var dog et bæst, ligegyldigt hvilket bæst, for at få proportionerne med i billedet. Jeg fandt en oryx.

Oryx i Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 500mm/4.0, ISO 100

 

LEG MED HVIDBALANCE, KOMPOSITION OG PERSPEKTIV

En af de absolut fedeste ting var at lege med hvidbalancen. I solens allerførste stråler er den orange farve så skrap, at man trygt kan skrue tilbage for den i post for at få de dybe blå skyggefarver frem, ligesom man gør med orange kunstlys i den blå time. Det gav et vanvittigt farvespil i min absolut favoritte farvekombination: indigoblå og knaldpangorange.

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 500mm/4.0, ISO 100

 

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 500mm/4.0, ISO 100

 

Noget andet er de helt abstrakte kompositioner man kan trylle med i det her minimalistiske landskab.

Sossusvlei – Nikon D810, Voigtländer 125mm/2.5, ISO 64

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 70-200mm/2.8 VRII, ISO 64

 

Og som man kan se i det sidste billede allerede, er der endnu mere at hente hvis man kan forvrænge perspektivet så meget, at ingen rigtigt forstår hvad der foregår længere.

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 500mm/4.0, ISO 100

 

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 500mm/4.0, ISO 100

 

Sossusvlei – Nikon D810, Nikon 500mm/4.0, ISO 100

 

MERE, MERE!

Som sagt skal jeg tilbage – nok allerede til februar, men i hvert fald til efteråret. Skal du med til næste tur? Så er der gode nyheder! Fotomalia er i gang med at sætte et par fotorejser op sammen med Panorama Travel og Namibia kommer stensikkert med, sandsynligvis i November 2017. Hold øje med bloggen, så skal vi nok holde dig opdateret!

 

JULEKALENDER

Fotomalia holder igen sin årlige Julekalender i år. Fatter du heller ikke en brik af hvad det går ud på, men vil du alligevel gerne være med i præmiehatten til et fantastisk MANFROTTO MK190GOC4TB stativ med med et496RC2 kuglehovede fra Njalfoto? Jamen, så læs instrukserne her og husk at se vores dødkomiske video fra sidste år.

I dag er der kun ét lod i konkurrencen, men hvis du har læst indlægget må du kunne finde svaret forholdsvis nemt. Vi er blevet så sloppy i år.

Hvor mange forkellige objektiver er der blevet brugt til billederne i dette indlæg?

  • 2
  • 3
  • 4

Tast dit svar ind til jul.fotomalia.dk, så er du med i konkurrencen! Hvis du svarer rigtigt har du et ekstra lod i puljen! Hvis du går tilbage til de sidste dages indlæg kan du øge dine chancer væsentligt, og hvis du bliver ved med at følge Fotomalia i hele december, kan du næsten kalde dig den nye ejer af stativet!

Du kan måske også lide

Fujis Home projekt med Magnum

Throwback – Fotografens slaraffenland – Photokina

SUK – Luk lynlåsen og skyd…

Nikons nye Z-Serie kommer på gaden i september

6 thoughts on “7. December – Sossusvlei – et fotoparadis uden lige!”

      1. Arh det må vidst ved nærmere eftersyn konstateres at sanddynger er pænere i både farve og tekstur, end 10.000 skumklodser syet ind i orange stof, og derefter mast flade af utallige springere. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *