(T-DaG) OM DRONEFLYVNING (Lars Holmgaard)

Share

Droner har i løbet af de seneste år vundet plads på markedet, og ikke mindst i fototasken, og ja, det er faktisk ganske imponerende, hvad man kan få for forholdsvis små penge.

Hertil kommer selvfølgelig, at man så også får noget ud af den lille flyver, og det er lige præcis hvad denne uges gæst har gjort.

 

LARS HOLMGAARD

Denne uges gæst er vist det, man kalder lidt af en digital multikunstner. han har i hvert fald excelleret i stort set alt digitalt.

Opbygning af hjemmesider, 3D-illustrationer, fotografering, SEO, og nu altså også dronefotografering, er bare et par af de ting, som vi her på FotoMalia har opdaget, at ugens gæst har gjort 6-stjernet godt.

Ja, det er jo noget af en liste, men hvis vi skal være ærlige, så ville det faktisk ikke komme bag på os, hvis vi en dag fandt ud af, at han også havde opfundet internettet.

Udover at være digital multigeni, så er ugens gæst det eneste levende menneske, der har talt til uendeligt, og han har faktisk gjort det hele to gange. Hans keyboard har ikke en “backspace-knap”, for han laver simpelthen ikke fejl, og sidst men ikke mindst, så er han faktisk den eneste, der nogensinde har vundet FotoMalia´s store julekalender 2 gange (i øvrigt de eneste to gange han har deltaget).

Du har nok allerede gættet det, eller måske læst det i overskriften – det er en stor ære, at vi nu kan byde velkommen til Lars Holmgaard!

 

“Can I take a picture with your drone?”

“No, I am sorry.”

Manden spurgte mig halvvejs mod toppen af Preikestolen i Norge. Jeg havde taget færgen fra Hirtshals til Kristiansand et par dage før og boede i en lille lejlighed i Stavanger. Udelukkende for at opleve Norges natur. Og se den gennem min drones kamera.

Efter at have måttet droppe turen til Preikestolen dagen før, fordi der var dårligt vejr, så havde jeg smurt en ny madpakke og var nu på vej op på et af Norges smukke steder. Og der kom så en fremmed mand og spurgte, om han måtte tage et billede med min drone.

Jeg er vant til at folk kommer hen og snakker lidt, når jeg flyver med min drone – og det er helt fint. Det er som regel meget hyggeligt, og jeg plejer at vise dem, at dronen streamer billedet fra SIT kamera ned på min telefon.

Er den ikke svær at styre, spørger de ofte bagefter. Og nej, den er faktisk utroligt nem at flyve i modsætning til de mindre droner uden højdemåler osv. i. Faktisk havde jeg øvet mig en hel del på min ældste søns lille drone, inden jeg fløj med min Phantom 4. Og jeg ventede endda en hel uge, inden jeg turde begive mig ud med den af frygt for, at blæsten ville tage den.

Dronen hænger helt stille, hvis jeg slipper fjernbetjeningen. Også selvom det skulle blæse lidt, fandt jeg hurtigt ud af.

 

Men, tilbage til Norge.

Det viste sig, at manden såmænd bare ville tage en selfie med mig og min drone på og altså slet ikke spurgte, om han måtte flyve med den. Det fik han selvfølgelig lov til, og så fik vi en god snak om dronen, og vi fik begge en ny ven fra et andet land.

Og det er en af pointerne. Dronen giver mig oplevelser, jeg ellers ikke ville have fået.

Jeg har fotograferet i mange år, og interessen svinger lidt op og ned, men fotografering med dronen er det, jeg synes er mest spændende inden for foto lige nu.

Det er fascinerende at se et kendt miljø fra oven. Nogle gange bliver jeg skuffet, mens jeg andre gange bliver positivt overrasket over, hvordan et miljø er mere interessant oppefra. Og hvor meget vejret kan påvirke billeder enormt, når man ser det hele fra oven.

Foto: Lars Holmgaard

 

Overgangen mellem solskin og dårligt vejr giver tit nogle meget dramatiske skyer og gør billederne mere interessante frem for en ren blå himmel. Det er så også dér, jeg er mest i tvivl, om jeg tør flyve med dronen – lidt blæst gør ingenting, men regn er farligt.

Dronen har fået mig til at stå tidligt op og køre ud i kulden for at se, om jeg kunne få den lækre solopgang. Den morgen, hvor solen varmer disen væk, der ligger som en doven dyne over bakkerne, er fantastisk smuk.

Foto: Lars Holmgaard

 

Jeg havde formentligt aldrig taget alene til Norge, hvis ikke det var for dronen. Det var en fuldstændigt fantastisk tur i sensommeren 2016, hvor jeg nåede at få de sidste solstråler med.

Hvis du trænger til lidt fornyelse med dine fotos, så kan jeg fint anbefale at prøve en drone. Det er som at have et meget højt kamerastativ, du kan sætte hvor som helst. Med respekt for lovgivningen selvfølgelig.

Foto: Lars Holmgaard

 

FOTOMALIA SIGER TAK

Wow vi kommer vist SELV alt for lidt ud med “verdens højeste kamerastativ – Tak Lars for et hyggeligt og inspirerende indlæg.

Og smid så lige en kommentar til Lars, tak!

Share

Brian arbejder til dagligt som fotograf i Randers Regnskov, og igennem dette arbejde kommer han vidt omkring i forhold til motiver. På en enkelt uge er det ikke unormalt at han har fotograferet alt fra parrende kongekobra og flyvende kæmpe flagermus til portrætter af børn, produkt billeder eller dele af dyrepassernes spændende hverdag

Leave A Comment