(T-DaG) Kreativt fotografi (Rikke Knuth)

af Carsten Krog Pedersen
Rikke Knuth

Søger du efter nyt liv til dit foto, så fortvivl ikke. Denne uges gæsteblogger fortæller, hvordan hun fik inspiration til sit kreative fotografi. Hun var med på FotoMalia-workshoppen på Kirsten Kjærs Museum i Thy. Her fik hun ny energi til sit fotografi, men jeg må indrømme, at energien flød begge veje

Rikke Knuth

Ugens gæsteblogger har en forkærlighed for det kreative fotografi. Hun er en meget eksperimenterende fotograf, der både arbejder i naturen og i det urbane nærmiljø.

Rikke søger at udvide sit fotografiske udtryk i en mere kunstnerisk retning, og for nylig deltog hun på workshop i kreativt naturfoto med Carsten og Jon fra FotoMalia.

Her var forventningerne at blive inspireret og at få en masse nye værktøjer til at skubbe grænserne og udvide den kunstneriske horisont.  Mon det er lykkedes?

Læs med her – vi er meget glade for at præsentere Rikke Knuth som ugens gæst på FotoMalia:

Trænger du til et los bagi, så du kan komme ud af din fotografiske komfortzone?

Hvis du, som jeg, kan svare ja til dette, så kan det kun gå for langsomt med at søge metoder til at komme ud over komfortkanten.

Du bliver glad af det, ja, endda glad for det.

Som det kreative væsen jeg er, havde jeg brug for at udforske nye muligheder med fotografiet. Kedede mig gjorde jeg ikke, men der manglede noget.

Hvad var det, der manglede?

Der, på min Facebookvæg, poppede der en workshop op i kreativt naturfoto. Jeg fik et sug i maven, gisp. Var det mon det, jeg manglede? Chancen skulle ikke gå min næse forbi, så jeg tilmeldte mig fluks.

Og ja! Det var det, jeg manglede.

Det er en af de fedeste workshops, jeg har deltaget i til dags dato.

Med mig derfra kan jeg tjekke af, at jeg har fået:
• kreative indspark.
• et nyt mindset omkring naturfoto.
• nye redskaber til at lege kreativt med kamera og objektiv.
• besvaret spørgsmål og undren, der er dukket op undervejs.
• lært at lege manuelt med kamera og objektiv.
• nye bekendtskaber.
• og at jeg har været sammen med andre kreative og inspirerende mennesker.

Og som en klog mand engang har sagt:

“Creativity is contagious, pass it on.” – Albert Einstein

Han har ret. Der sker noget, når man er sammen med andre kreative mennesker. Endorfinniveauet stiger, og det er svært at få armene ned efter kreativ sparring og udfoldelse.

Tænker du nu, at den workshop må du bare på, så har jeg et vigtigt råd til dig:

Spring ud i det, men vær åben for at prøve grænser af. Meget åben, for du bliver udfordret. Det er sikkert og vist som amen i kirken. Men hvad er det værste, der kan ske? Du bliver afhængig. Hvis ikke, så har du lært noget nyt om fotografering og om dig selv.

Her er et udvalg af mine billeder taget på workshoppen.

Videre leg – hvad er mit ønske af beskueren?

Hvis du kunne finde på at tænke – ’helt ærlig bruger du stadig teknikkerne?’ Så er svaret ja. Det gør jeg, og jeg eksperimenterer mere og mere med det. For det er sjovt, og billederne får kant. Den kant, jeg ønsker, de skal have.

Det abstrakte og kreative er fedt!

Mit ønske er at overraske og fastholde beskueren af mine billeder. De skal sætte gang i tankerne og få øjet til at søge og beundre. De skal have samme effekt, som hvis du gik rundt på kunstmuseet Aros og kiggede på værker.

Næste gang du kigger på et billede, så prøv at se på det, som var det et maleri. Hvilken slags fotografier fastholder dit blik?

Mulighederne er mange

Ofte er det os selv, der sætter begrænsningerne. Vi har fået en genial idé til et fotografi. Ja måske endda fået inspiration fra andre fotografer. Problemet ligger nu i at komme hen til den rette destination.

Kan du nikke genkendende til det?

Stop lige. Har du tænkt over, hvor mange fotografiske muligheder, der ligger lige udenfor døren? Hvis ikke, så prøv at gå en tur i nabolaget. Kig på detaljer, vær observerende, for der ligger mange potentielle motiver og venter.

Det er min strategi. Mit nabolag, centrum, skovene, havnen osv. her i Aarhus, hvor jeg bor.

Tænk, det er muligt at gengive de omkringliggende omgivelser. For mig, og dig, er både den kunstneriske og almindelige udfoldelse igennem fotografiet kun få skridt væk. Vi er omgivet af muligheder.

Kreativt (natur)foto fremadrettet

Nu er det ikke kun naturen, der står for skud. Mennesker og bygninger bliver også brugt som statister. Fordelen ved naturen og bygninger er, at de er statiske. De har deres faste plads, mens de skiftende årstider ændrer omgivelserne.

Nu er det en måned siden, jeg deltog i workshoppen. I den tid har jeg fået lavet lidt forskellige billeder i genren.

Motiverne er både natur, dyr, bygninger og mennesker. Kan du se, hvad der er hvad?

Hvor mon jeg bevæger mig henad rent fotografisk med de nye teknikker? Rejsen er begyndt, og jeg glæder mig til at udfolde mit speciale.

Tak fordi du læste med. Du er velkommen til at læse mere på min blog www.facsimile.dk eller følge mig på Instagram @rikknuth

FotoMalia siger tak

Wow sikke lækre billeder. Det ser vist ud til, at det lykkedes:).

Og vi er meget taknemmelige for, at Rikke har valgt at dele sine tanker og tips om vores fotoworkshop og om sit kreative fotografi her på FotoMalia.

Vi er spændte på at se, hvor du bevæger dig hen med dit fotografi, Rikke.

Og smid så lige en kommentar til Rikke!

Relateret indlæg

4 Kommentarer

Jørgen Vestergaard maj 23, 2017 - 8:24 pm

Fantastisk inspirerende indlæg hvor jeg bliver helt grebet af mulighederne i det nye billedunivers, du viser med dine flotte, flotte billeder. Spændende at følge.

Besvar
Rikke Knuth maj 24, 2017 - 6:15 pm

Tusinde tak Jørgen for din fine kommentar.

Besvar
Henrik Fisker Olesen maj 20, 2019 - 11:59 am

Spændende indlæg. Interessante billeder fordi der er bevægelse i dem på den fede måde.
Jeg glæder mig, til jeg selv skal deltage i workshoppen i inspirerende omgivelser ved Kirsten Kjærs Museum dette efterår.
Henrik Olesen

Besvar
Jon Detlefsen maj 21, 2019 - 8:46 am

Hej Henrik – TAK for kommentaren. Vi glæder os til at tilbringe en dejlig weekend sammen med dig i Thy:) Mange hilsner fra Jon

Besvar

Smid en kommentar til os