FotoMalia Camp 2017 – Djursland

VERDENS VILDESTE WORKSHOP

Er du klar til verdens vildeste fotoworkshop? Vi byder igen i år mulighed for at få opfyldt dine hedeste fotografiske drømme på FotoMalia Camp 2017

FotoMalia Camp er en weekend-happening, hvor vi gør det muligt at få fotograferet ting, som du ikke uden videre kan få sat op i din baghave – tænk stort, tænk spektakulært, tænk farligt.

Tag med hele FotoMalia-holdet into the wild på lejrtur i naturskønne omgivelser på Djursland d. 16. – 17. september 2017.

Fotomalia Camp 2017 bygger videre på sidste års forrygende succes – men er samtidig noget helt andet.

Vi garanterer på ingen måder, at du ikke bliver udfordret, overrasket, presset ud af komfortzonen, beskidt og udmattet.

Men vi garanterer, at du får en vanvittig, sjov og skør weekend, at du forlader FotoMalias benhårde bootcamp beriget med mange uvurderlige erfaringer, med masser af vilde oplevelser og gode grin i rygsækken og med fornyet inspiration til at videreudvikle legen på de fotografiske jagtmarker.

 

Ud af komfortzonen

På workshoppen vil du få rig mulighed for at lave alle de action, sports, model osv. -billeder, du går og drømmer om, og du har hele tiden en instruktør lige inden for rækkevidde klar med gode råd og fif.

Tro dog ikke, at du blot kan læne dig tilbage og få det hele serveret på et sølvfad. Vi stiller krav til dig, og vi trækker dig med ud på dybt vand og udfordrer din fotografiske kunnen.

I år har vi igen allieret os med meget spændende mennesker. Charlotte Aurora tager os med på en rejse til det konceptuelle fotografi, når hun og hendes modeller hæver baren for, hvad man kan forvente på en workshop. (Creative director, kostumedesigner & stylist: Charlotte Aurora Design. Fotograf: Michael la-Cour. Modeller: Kybele, Linnea Thomasia & Kristina Louisa Flavis)

Men med vores hjælp vil du opdage, at du faktisk kan bunde, og du vil vende tilbage til fastlandet på den anden side af FotoMalia Camp som en dygtigere fotograf med flere fotoskills og en hulens masse sjove, inspirerende og udfordrende erfaringer rigere.

 

Book allerede nu!

Du vil da ikke stå alene og ensom med bøjet hoved henne i et mørkt hjørne, mens dine seje fotovenner snakker om oplevelserne på Danmarks vildeste fotoworkshop, vil du vel?

Så skynd dig og book allerede lige nu, for der er kun et begrænset antal pladser, og interessen er overvældende – bl.a. fra deltagerne på FotoMalia Camp 2016, der næsten dagligt ringer og tigger os om en plads på næste Camp.

 

Hele pakken

På FotoMalia Camp 2017 bliver der højst 35 deltagere og syv værter/instruktører/undervisere, så der er rigtig god mandsopdækning, og alle kan komme til.

Programmet er tæt pakket med en bred vifte af spektakulære stationer, hvor vi har sørget for professionelle statister, modeller, atleter, lys, ild, røg og alt, hvad det fotografiske hjerte ellers kan begære.

På FotoMalia Camp 2017 planlægger vi at genoplive en gammel klassiker, for fakta er, at der ikke er meget her i livet, som er sjovere end at skyde ting i smadder.

Og selvom nogle elementer i programmet måske lyder en anelse komplicerede, så er vi på gulvet med FotoMalia-teamet hele vejen igennem og gør alt, hvad vi kan for at vejlede og give tips, så du (uanset niveau) kommer hjem med unikke billeder.

Nå, nok snak! Her kommer programmet!

 

Lørdag – Fantasifuld Fotografering

Lørdag handler om fotografering, og hele dagen vil være tæt pakket med spændende opgaver, udfordrende motiver og fede oplevelser. Alle vil blive udfordret på deres nuværende niveau, selvfølgelig under kyndig vejledelse af hele FotoMalia Teamet.

Hvis du kan lide at fotografere, have det sjovt, og ikke mindst blive udfordret, så må du ikke gå glip af FotoMalia Camp 2017

LØRDAGENS PROGRAM

09.00 – 10:00  Ankomst (og evt. opsætning af telt)

10.00 – 10.20  Intro til FotoMalia Camp og Workshop #1

10.20 – 12.00 Workshop #1 – isBREAKER

12.00 – 13.00 MADtid

13.00 – 18.00 Workshop #2 – fotoJAM

18.00 – 19.00 MADtid

19.00 – 20.00 ENERGIsamling

20.00 – 21.30 Workshop #3 – (Hemmelig)

21.30 –  ??.?? Aften hygge

Det var lørdagens program i en kryptisk nøddeskal som ikke forklarede noget som helst. Så her kommer en lidt uddybende forklaring af nogle af elementerne.

Workshop #1 – isBREAKER

FotoMalia sætter scenen for lidt kreativ fotoLEG, der ryster os alle lidt sammen så vi lige kan lære hinanden lidt at kende inden det stor slag skal stå. Bare roligt, vi skal hverken synge højskolesange, sidde i rundkreds eller lave navnelege, vi skal fotografere og have det sjovt!

Workshop #2 – fotoJAM

På FotoMalia Camp 2017 har vi gjort meget ud af at få samlet unikke og særdeles fotogene motiver. Vores mål er nemlig at du SKAL komme hjem med billeder der skiller sig ud, og billeder som du ikke sådan lige selv ville få taget. fotoJAM er spækket med muligheder, og her skal du nok få stillet den fotografiske sult.

Som en del af FotoMalia Camp 2017, så har vi fået kostumedesigner Charlotte Aurora til at stille med et helt nyt og unikt koncept – og vi ved at hun allerede nu er gået igang med at udarbejde hvad der uden tvivl bliver en helt igennem unik fotooplevelse..

 

fotoJAM strækker sig over fem timer, men tro ikke at det betyder at du kommer til at kede dig, for her skal du fotografere meget forskellige motiver, bla.: Charlotte Auroras verden, Falkoner, Kaspers skyd ting i smadder show, og meget mere som vi endnu ikke vil løfte sløret for!

I denne workshop bliver alle deltagere delt op i små grupper, som sammen skal arbejde med hver af de ovenstående motiver, selvfølgelig under kyndig vejledning af FotoMalia holdet.

Workshop #3 – (Endnu ikke offentliggjort)

Den spektakulære aftenfotografering under FotoMalia Camp 2017 bliver en overraskelse, men vi kan dog afsløre at det nok skal blive sjovt!!

Aftenhygge

Vi slutter dagen af med et ordentlig bål, og hygger med skumfiduser, snobrød og lidt koldt at drikke lige til vi ikke kan holde øjnene åbne mere.

 

SØNDAG

Søndag er ikke programsat – vi traktere dem der har overnattet med en dejlig morgenmad, også sender vi dig hjem med fototasken tætpakket med fantastiske oplevelser.

 

Hvad kan du forvente?

Du kan først og fremmest forvente en weekend med masser af grin og spænding. Du kan forvente at du vil blive fotografisk udfordret og at du lærer nye fototeknikker og nyt grej at kende.

Du kan forvente at møde nye, inspirerende mennesker og måske endda at få nye venner. Du kan forvente at komme hjem rigere på oplevelser og fotografisk kunnen og med masser af fede billeder på dine hukommelseskort.

Derudover kan du forvente en weekend med socialt samvær, god mad og drikke, udveksling af røverhistorier og masser af hygge.

Hvad skal du ikke forvente?

Du skal ikke forvente lange dybdegående og teoretiske gennemgange af teknikker og grafer. FotoMalia Camp er praktisk orienteret. Vi skal skyde billeder og lave ballade for på den måde at udfordre det fotografiske niveau, du ligger på.

Sidst, men ikke mindst, så skal du ikke forvente at kede dig – det bliver vildt, og der bliver tryk på!

Hvem står bag?

Gutterne bag FotoMalia repræsenterer en broget flok af pro og semi-pro fotografer, der tilsammen dækker hele spektret af fotografisk kunnen. Vi er alle erfarne undervisere, og du er i de sikreste og mest kyndige hænder – altid med en underviser i nærheden klar til at støtte dig, besvare spørgsmål og komme med nyttige tips.

FotoMalia-teamet er måske ikke den kønneste forsamling, men fotografisk er de ikke at spøge med, og sammen har de faktisk over 100.000 års erfaring med at lave workshops og fede fotoevents!

 

GÆSTEINSTRUKTØR – JACOB ALMTOFT

FotoMalia Camp ville ikke være det samme uden Jacob Almtoft, så han er selvfølgelig også med i år.

Der er ingen tvivl om, at camp’ens gæsteinstruktør har godt fat i det her med at fotografere. Om det er fordi, Jacob har været fast læser her på FotoMalia lige siden dag et, eller om det er fordi han har verdens bedste legeplads som arbejdsplads, det ved vi ikke. Men det er i hvert fald ikke så underligt, at Jacob er blevet en yderst kompetent fotograf, der mestrer de fleste genrer indenfor fotografiet. Action, portræt, event, reklame og meget, meget mere.

Også naturfotografiet interesser ham, og her gør han det faktisk også ganske fortrinligt! Ja, faktisk løb han med sejren da Fotofestivals Olympus fotokonkurrence løb af stablen i 2016 – her havde Olympus sat et spritnyt E-M1 til kr. 15.000 på højkant til den der kunne lave det bedste naturfoto.

FotoMalia er glade og stolte af at vi igen kan have Jacob med på holdet!

NOGET FOR ALLE

Vi udvikler programmet løbende, men allerede nu har vi booket setups, som det ville være yderst vanskeligt at genskabe i din baghave. Vi har fået Charlotte Aurora til at stille op med hendes surrealistiske sæt. Vi har i Rasmus Nielsen fundet en falkoner, som vil sætte din autofokus på en nærmest umulig opgave, vi skal skyde en masse ting i stykker, mens du prøver at time udløseren korrekt, og vi er i gang med at prøve at få vejrforseglingen i dit kamera på prøve ved hjælp af nogle voldsomt motoriserede to-hjulere.

Og ligesom sidste år, vil vi prøve at skyde noget spektakulært i luften for at udfordre dine evner som natfotograf.

GREJ?

Medbring alt dit fotogrej, eller blot det, du holder mest af at bruge. Det er helt op til dig selv. Vi elsker godt grej, men det er på ingen måde et krav, at man har fototasken fuld af udstyr – vi arbejder med det grej, vi nu engang har. Men vær dog opmærksom på, at fotoworkshoppen er rettet mod brugen af spejlrefleks eller mere avancerede spejlløse systemer.

BEKLÆDNING

Du skal påregne, at størstedelen af aktiviteterne foregår udendørs, så medbring tøj, der passer til vejr og årstid. Og så ville en FotoMalia Camp jo ikke være en FotoMalia Camp uden overhængende fare for at blive smurt ind i et eller andet klister, så vi anbefaler ikke, at du ankommer i dit fineste lir – gamle overalls og en slidt T-shirt er mere egnet.

Praktisk tøj, der kan tåle at blive beskidt, er at foretrække. Og mere af det samme, i tilfældet af, at det første sæt skal skiftes undervejs.

OVERNATNING & FORPLEJNING

Overnatningen er denne gang frivilligt – ikke et krav. Da vi ikke har planlagt et decideret søndagsprogram, er overnatning kun indlagt af hensyn til dem, som har lyst til at hygge sig sammen med os, når sidste aktivitet er slut lørdag aften fremfor at køre hjem om natten. Du kan overnatte i medbragt telt og sovegrej. Om du vil tage pyjamas med eller sove i dit, med garanti beskidte, tøj er helt op til dig selv.

TID, STED, PRIS & TILMELDING

TID – Start lørdag d. 16. september kl. 10.00 – Slut søndag d. 17. september efter morgenmaden.

STED – Kaspers hule på Djursland, Sølillegaard – Sølillevej 2 8560 Kolind

PRIS – kr. 1995,- for hele lørdag – program og forplejning – samt morgenmad søndag. Alle penge går ubeskåret til betaling af motiver, scener, modeller, ting som kan brænde og eksplodere, og ting som kan sendes ned i maven. Vi stiller op uden vederlag, kun fordi vi synes det er SÅ sjovt!