Vil du gå til foto?

Vil du blive bedre til det der fotografi? Vil du tage magten over dit kamera? Vil du lære at fokusere på billedet frem for på teknikken?

Så har du nu muligheden for at ’gå til foto’ otte tirsdags-aftener hen over vinteren.

Hvad snakker du om?

Om du er nybegynder eller let øvet, har du mulighed for at komme på et forløb, hvor du lære alt fra det fototekniske (kameraet, lysmålinger) til billedekomposition og at få et indblik, i hvad en RAW-fil er og hvad Adobe Lightroom er for noget.
Da samtale om fotografi og billeder er rigtigt vigtigt, vil det være en indbygget del af forløbet, der vil løbe over otte tirsdage.

Tænker du over, hvad du vil med dine billeder, inden du tager dem?

 

 

På hvert møde vil jeg dykke ned i et nyt emne og udfordre dig med enkelte, praktiske opgaver, som vi gennemgår i fællesskab ugen efter. Her vil vi snakke om billederne, hvad er godt, hvad virker, hvad kunne gøres anderledes, osv.

Jeg har en undervisningsplan, der vil føre dig sikkert igennem forløbet. Men der er rigelig plads til snak og spørgsmål, da det er vigtigt, at du som deltager kan gå hjem hver efter hvert møde og være bare lidt klogere, end da du kom ind ad døren.

Mange af os sidder til dagligt på kontor. Det kan hurtigt blive til en lille historie.

Et interessant sted til et interessant forløb

Med en placering i kanalen lige bag Christiansborg, danner Københavns ældste husbåd ”Aniara” rammerne omkring forløbet. Stedet er inspirerende og omgivelserne byder på masser af muligheder for at lave fede billeder.

Hvad kan du forvente?

Vi starter helt fra bunden og bruger de første gange med at snakke om blænde, lukkertid og lysmåling. Når det grundlæggende er på plads, arbejder vi videre med billedekomposition. Her får du nogle enkelte redskaber til, hvordan du kan gøre dine billeder mere interessante og derved komponere dine billeder hurtigere.

Billeder fra hverdagen kommer til at fylde en del i forløbet

Du kommer også til at dyppe tæerne lidt i at bruge flash, som giver dit fotografi helt nye muligheder.

Derudover kan du forvente, at vi kommer til at se på billeder. Mange billeder. Rigtig mange billeder. Måske bliver du endda træt af at se på billeder og bøger fra andre fotografer. Men det er her vi henter inspiration og personligt er det en af de ting, jeg bruger meget tid på at udforske.

Sidst, men ikke mindst, så forventer jeg, at vi lærer hinanden rigtigt godt at kende og får det sjovt sammen, alt imens vi går til foto om tirsdagen 😉

Når vi er færdige, er det mit mål, at du går til “Foto” hver dag!

Jakob Æbeløe Kjøller

Uden så meget omsvøb, så er jeg er fotograf. Det er hvad jeg gør og det er min passion, det er mit sprog. Jeg elsker at dele min passion med andre mennesker, om det er ved at dele mine billeder med verden, snakke om billeder eller undervise på egene eller Nikon Nordics workshops.

Fotografi er et sprog, et universelt sprog om man vil. Det er idag et sprog stort set alle mennesker i verden taler og forstår. Når jeg tager billeder, er det min opgave at fange historien, der gemmer sig i det valgte emne.
Tjek evt. min IG profil på www.instagram.com/JakobKjoller

Med et lomme kamera kan en flyvetur få helt ny energi.

Grej

Du vil få klart mest ud af forløbet, hvis du har både et system kamera (et kamera du kan styre selv, skifte objektiver på mm.), men i største delen af forløbet er grejet ikke i hovedsædet. Derudover er Lightroom eller ligende også en fordel, men har du en anden RAW converter, så finder vi også ud af det.

Møderne

Hver gang skal du lære noget nyt, men vi skal som sagt snakke om billeder. Det er både vores egene billeder og andre fotografers billeder.

Skulle det ske, at du misser en gang, så frygt ej, jeg skal nok sørge for at du få det hele med.

 

Hvilket billede er bedst og hvorfor? Alt kommer an på kontekst og det skal vi snakke om.

Det praktiske

Sted: Husbåden Aniara, Frederiksholms kanal 21z, 1220 Kbh

Deltagere: Max 8 deltagere

Tid de følgende tirsdage aftner fra kl 17:30 – 21:00: 13/11, 20/11, 27/11, 4/12, 11/12-2018 , 8/1, 15/1, 22/1-2019

Pris: 4900,oo kr (Kurset kan betales over to gange, hvis der er behov for dette)

Jeg vil gerne sætte et godt hold sammen, så udfyld formen her, for at komme med på holdet.